Ras Bolding: Assemblage 23 interview, 2003
Dato: 18/03/2006
Amerikanske Assemblage 23, der til dagligt hedder Tom Shear, gæster Lyngby, Templet, for at give koncert, og jeg fanger ham i et lille backstage-lokale et par timer før han går på scenen, til en samtale om musikken, inspirationen og den gotiske scene i et større medieperspektiv.

Ras Bolding: Tom Shear, Assemblage 23; lad os lægge ud med din baggrund – hvornår og hvordan begyndte du med musikken?

Assemblage 23: Jeg har interesseret mig for musik siden jeg var lille, men det var ikke før omkring ottende klasse, at jeg begyndte, at spille på instrumenter. Sådan begyndte det og jeg har ikke mistet interessen siden.

Ras Bolding: Din egen musik kan beskrives som en blanding af firsernes electropop, industrial, techno og trance – er du enig, og hvilke navne har inspireret dig?

Assemblage 23: Først og fremmest Depeche Mode. Jeg tror de var det band, der for alvor introducerede en masse musikere til den form for elektronisk musik. Jeg har også lyttet til en masse punkmusik; The Clash, Sex Pistols, Buzzcocks – så for mig er electro, ebm, industrial, hvad du nu vil kalde det, en fusion mellem punkens mørke og aggressivitet og så de spændende elektroniske klange fra electropop og new wave. Da jeg opdagede den type musik var det lidt af en åbenbaring; hvor havde den været hele mit liv?

Ras Bolding: Electropop, ebm, industrial og den slags er genrer, der traditionelt hovedsageligt har rødder i Europa, ikke USA – føler du dig nogle gange lidt ensom, sådan rent musikalsk, i Amerika?

Assemblage 23: Ikke så meget som da jeg begyndte at arbejde med denne form for musik. Dengang var det navne som Ministry og Nine Inch Nails, der kom tættest på denne type musik i USA, og der var ikke mange rent elektronisk-funderede musikere. Men det er anderledes nu, hvor der er flere elektroniske navne, men scenen er stadig lille, især taget i betragtning af, at Amerika er et stort land, og især hvis man sammenligner med hvordan tingene ser ud i Europa.

Ras Bolding: I har naturligvis haft en masse technomusik, ikke mindst fra Detroit, men hvad ebm og industrial angår, så har amerikanske navne typisk været mere heavy metal-inspirerede. Men lad os tale lidt om din musik og din produktion – jeg synes generelt dine album er velproducerede; står du selv for at producere musikken?

Assemblage 23: Ja, jeg er lidt af en kontrolfreak i forhold til min musik, og jeg holder meget af at producere. For mig er det helt anderledes rent kreativt end selve sangskrivningen, og det giver mig mulighed for at arbejde med musikken også når jeg er træt af at komponere. Så kan jeg give mig til at producere i stedet, og jeg kan godt lide det, så der er ingen grund til, at få andre til at gøre det for mig.

Ras Bolding: Også fordi når man arbejder med elektronisk musik med mange detaljer, såsom den musik du står for, så er man nødt til selv at tage sig af i hvert fald noget af produktionen, for det er en integreret del af musikken.

Assemblage 23: Jeg synes efterhånden, at produktionen er blevet mere og mere del af min sangskrivning, når jeg laver lyde og specielt, når jeg arrangerer dem. For man kan ikke lægge for mange lyde i samme frekvenslag; så mudrer de bare. Der var engang skarp adskillelse mellem sangskrivning og produktion, men med nutidens teknologi flyder de to områder mere sammen. Det bliver interessant at følge den udvikling over de næste ti år, eller sådan.

Ras Bolding: Brian Eno sagde engang, at enhver lyd farver en anden, og det er lige præcis det du er inde på. Men lad os snakke lidt teknik – hvad for udstyr bruger du; mest hardware synthesizers, computerprogrammer, nogle favoritter?

Assemblage 23: Alt sequencerarbejde foregår på computer, men hvad synthesizere og samplere angår, så foretrækker jeg hardware-maskiner, selvom jeg nu også bruger nogle softsynths såsom Reaktor. Disse programmer er efterhånden ret gode, men de kan stadig ikke simulere fornemmelsen af at man rører ved sit udstyr og programmerer lyde på den måde, og hvis du har en baggrund, hvor du er vant til at dreje på knapper indtil lyden er perfekt, så er det svært at vænne sig til at kigge på en skærm og klikke rundt med en mus for at opnå det samme. Jeg føler lidt, at jeg mister forbindelsen, og det er en udfordring, der skal løses før softsynths for alvor slår igennem. Når det så er sagt, så bruger jeg da nogle af dem på især det seneste album, men jeg foretrækker nu stadig hardware-maskinerne.

Ras Bolding: De er begyndt, at lave controllere med knapper til filtre og den slags, som man så kan bruge sammen med diverse softsynths, men det hænder vist, at der er problemer med kompatibiliteten. Men lad os bevæge os fra de tekniske detaljer til de mere personlige – dine tekster virker ofte lidt mere modne end den fascination af død, ødelæggelse og blod, som man typisk finder hos flere goth- og industrialbands. Er du meget opmærksom på at skrive tekster som det også godt kan betale sig at lytte til?

Assemblage 23: Jeg synes ofte, når jeg lytter til denne type musik, at teksterne virker lidt som noget, der bare er klasket hurtigt sammen – man har lavet et nummer og finder ud af, at der skal jo også synges et eller andet. Så skrives der en tekst om robotter og computere, der overtager verden, eller noget i den stil, og det er problematisk. For det første kan de fleste mennesker næppe relatere til, at robotter og computere ødelægger verden – de kan snarere forholde sig til mere personlige emner, noget de kan nikke genkendende til. For det andet bør tekster ikke bare være noget, man hurtigt klamper sammen til sidst; de er en central del af helheden. For mig er en sang ikke komplet før jeg har arbejdet lige så meget med teksten som med trommeprogrammeringen eller lyddesignet. Jeg bruger generelt tid og energi på at skrive tekster, for jeg vil ikke have, at de trækker ned i det samlede billede, at det lyder som om jeg ikke har arbejdet med dem.

Ras Bolding: Hvilket igen hænger sammen med din produktion – du er nødt til at sørge for, at der er plads til vokalen i lydbilledet, så man kan høre, hvad der bliver sunget.

Assemblage 23: Det prøver jeg på!

Ras Bolding: Ja, for den lette løsning er jo standard industrialmodellen, hvor man bare træder på en pedal og forvrænger stemmen til ukendelighed. Men jeg synes du ofte prøver at bevæge dig i en anden retning – din musik er typisk mere melodiøst funderet end megen techno og industrial; jeg formoder det også er noget du arbejder en del med?

Assemblage 23: Ja. Jeg kan selv huske, da jeg begyndte at lytte til denne form for musik og hørte melodier, der fik de små nakkehår til at rejse sig. Det er klart, at ikke alle sange kan gøre den slags ved folk, men det er værd, at bruge tid på at arbejde med sine melodier. Vi har talt om forskellige aspekter ved at sætte et album sammen, og det at komponere melodier er lige så vigtigt som de andre dele af processen, og jeg føler at jeg, med hvert album, bliver bedre til at udvikle mine melodier og harmonier. Men det er også noget af de sværeste – alle og enhver kan sætte sig ned og spille på nogle tangenter og finde frem til noget, der giver mening rent musikalsk, men at skabe noget folk rent faktisk vil lytte til igen og igen, det kræver en stor indsats.

Ras Bolding: Ja, og det er som om elektronisk musik i dag står i lidt af et dilemma – de såkaldt seriøse navne inden for både electronica og industrial er ofte lidt bange for, at arbejde med fængende melodier, for på den anden side har man jo skaren af dancepop-navne, der leverer klichéfyldte staccatomelodier igen og igen. Når jeg lytter til din musik, synes jeg det snarere virker som om du forsøger at lægge dig op ad nogle af de store europæiske navne; du nævnte selv Depeche Mode, man kunne også nævne Kraftwerk, Jean Michel Jarre, Ultravox – folk, der forstod hvordan man lavede gode melodier.

Assemblage 23: Det tager jeg som en stor kompliment. Det er alle navne som har inspireret mig meget. Et af de store problemer ved elektronisk musik i dag, som jeg ser det – selvom det er lidt af en simplificering – er, at der, udover måske nogle af de mere vilde eksperimenter, er en tendens til, at musikken enten skal være dansevenlig og kluborienteret eller melodisk og rettet mod et hjemmepublikum. Men min holdning er: hvorfor kan man ikke forene tingene? Man kan godt kombinere dansevenlig musik og rytmisk dynamik med gode melodier, som folk vil lytte til igen og igen.

Ras Bolding: Nu vi snakker om melodier og inspiration; jeg ved ikke om du er klar over det, men et af numrene på dit Failure-album, House On Fire indeholder en sequencerpassage, der minder om New Orders berømte Blue Monday – er det et bevidst musikalsk citat?

Assemblage 23: Nej, jeg må vist lige lytte til den igen. New Order er naturligvis også en stor indflydelse, sammen med Joy Division og The Cure, så det er ikke så overraskende, hvis noget af den slags dukker op ubevidst.

Ras Bolding: Du skal give koncert om et par timer – hvordan gør du, når du skal optræde, hvor meget er live og er du nervøs før en koncert?

Assemblage 23: Jeg medbringer to musikere, når jeg giver koncert. Selvom jeg laver alting selv i studiet, så er jeg bange for, at jeg ville være kedelig live, hvis jeg var alene – jeg er ingen Howard Jones. Jeg medbringer en trommeslager og en fyr på tangenter, og så tager jeg mig selv af vokalerne. Trommeslageren og synthesizerspilleren spiller sammen med backing tracks, men spiller også ting, der ikke er med på studieindspilningerne, dels for at skabe mere live-fornemmelse, men også for at give folk en grund til at dukke op til koncerten – det lyder ikke bare som på cd. Du spurgte også til om jeg er nervøs før mine koncerter. Det er jeg generelt ikke, men der er dage, hvor lydprøver går dårligt og den slags, og så kan jeg godt føle mig lidt usikker, når jeg går på scenen. Men jeg er typisk mere nervøs efter første sang – hvordan reagerer folk? Deres første reaktion kan pege i retning af hvordan resten af koncerten vil forløbe. Normalt går det godt, og humøret stiger støt undervejs, men der har været et par shows, typisk hvis vi har spillet opvarmning, hvor folk overhovedet ikke har haft interesse for os og egentlig bare har ventet på, at vi skulle blive færdige. Man spiller første nummer og så er der bare stilhed. Puha, det er en skidt fornemmelse! Men sådan er vilkårene, når man giver koncert; det er ikke alle, der kan lide det man laver, og man må bare gøre sit bedste.

Ras Bolding: Så rent teknisk, når du optræder live, bruger du backing tracks, men sletter de spor I selv udfører til koncerten?

Assemblage 23: Korrekt.

Ras Bolding: Hvis du helt selv kunne vælge, er der så nogle navne, du gerne ville samarbejde med?

Assemblage 23: Det er lidt hårdt for mig at skulle sige det, for der er mange musikere jeg holder af, men jeg bryder mig ikke om samarbejder, ganske enkelt fordi så er man nødt til, at gå på kompromis. Jeg er meget stædig – når jeg har nogle idéer til et nummer, så er det sådan det skal lyde, og selvom samarbejder kan være berigende, så opfatter jeg dem personligt som mere hæmmende. Jeg ville nok miste noget af den kreative energi, hvis jeg hele tiden skulle gå på kompromis, og så vil jeg hellere bruge min tid på at programmere og komponere end på at skændes om hvilken bastrommelyd, der er bedst for efterfølgende at bruge tre timer på, at lytte dem alle igennem. Men skulle jeg vælge, så ville Depeche Mode være et oplagt bud. Frank Tovey, altså Fad Gadget, har også betydet meget for mig. Det var trist, at han døde. Jeg ville ikke nødvendigvis samarbejde, men jeg kunne godt tænke mig, at kigge dem over skuldrene i studiet, for at se hvordan de arbejdede.

Ras Bolding: Jeg kunne også godt tænke mig at spørge lidt om hele denne musikscene – hvordan ser fremtiden ud, tjener folk rent faktisk penge?

Assemblage 23: Jeg lever af min musik nu, men jeg arbejder også dobbelt så hårdt og tjener mindre end jeg hidtil har gjort i mit voksne liv. Men jeg er i stand til at betale mine regninger, og jeg er lykkeligere end nogensinde før, for jeg kan leve af min egen musik. Men scenen er ret lille, og selvom der er visse navne, der styrer i mere kommerciel retning, i et forsøg på noget crossover, så tvivler jeg egentlig på, at det vil lykkes. Jeg tror de fleste, som ikke selv i en eller anden forstand er aktive i miljøet, overvurderer denne scene og dens salgstal. Det gjorde jeg også selv i sin tid, men jeg blev klogere.

Ras Bolding: Jeg tror også det har med medierne at gøre. Nogle af dine numre burde godt kunne blive hits, hvis de kom ud til et større publikum, men problemet er, at der findes ikke mange medier, der tager sig af denne form for musik, den er nogle gange svær at kategorisere og man har ikke den store erfaring med at markedsføre den.

Assemblage 23: Det er ironisk, for musik, der minder lidt om denne scenes finder ofte vej til reklamer eller MTV-jingles, så man må formode, at den ikke er folk fuldstændigt fremmed. Men din pointe er god – det drejer sig om medieeksponering, for de fleste mennesker går ikke ud og leder, og da specielt ikke efter noget, de slet ikke ved findes. De fleste lytter desværre bare til det, de får serveret, til det de lige kender til, og det er derfor folk som Britney Spears og Backstreet Boys får succes. De store pladeselskaber har enorme promotionbudgetter, og de fortæller MTV hvad de skal spille i næste måned, og det er så den slags folk ser, og den slags, der bliver populært. Da jeg begyndte, at fatte interesse for denne scene, denne type musik, brugte jeg lang tid på at lytte til forskellige navne, men sådan er de fleste mennesker bare ikke.

Ras Bolding: Ja, det er jo problemet med musikindustrien i dag; man skaber en stjerne til markedet, på samme måde som man ville introducere en ny variant af sæbe, og hvis vi nu skal være arrogante, så lad os bare sige, at det folk kan lide er ikke nødvendigvis det, de har godt af.

Assemblage 23: Ja, præcis. Et godt eksempel; min søster har en langt mere mainstream-orienteret smag end jeg, hun er til Dave Matthews og den slags, men hun spiller jævnligt min musik for venner og bekendte, der deler hendes smag, men de kan sjovt nok også lide det jeg laver, spørger til hvem det er, hvad det er for noget musik. Og det beviser jo i en eller anden forstand, at der er et marked for denne type musik uden for de snævre rammer vi kender til; spørgsmålet er bare hvordan man bryder igennem til det.