Ras Bolding: Ultravox interview, 2010
Dato: 19/05/2010


Det er en småkølig forårsdag i april, da Golems formand Ras Bolding vises ind i et backstagelokale på Pumpehuset i København og mødes af Billy Currie og Warren Cann fra Ultravox, og tilmed tilbydes varm te. Bolding resonerer, 'for mit vedkommende er her tale om audiens med et par af barndomsheltene – jeg har ligefrem glade minder om talrige eftermiddagsstunder med kassettebånd og ramponeret keyboard, spæde forsøg på at lære at ramme de rette tangenter til tonerne af new wave-klassikere som Vienna og New Europeans.' Næsten symbolsk er Bolding blevet udstyret med en vaskeægte, gammeldags diktafon – med kassettebånd. Den virker dog upåklageligt, og det er godt, for det bliver til en længere samtale.

Ras Bolding: I gendannede Ultravox sidste år, besætningen fra de tidlige firsere, for at give en række koncerter. Hvad var baggrunden, hvad var motivationen?

Billy Currie: Den må jeg lige tænke over. Det var en god idé, at arbejde sammen igen, at spille musikken sammen igen, og det er vel nærmest det.

Warren Cann: Vi fik en mail fra en gammel manager, som nu arbejder med Live Nation, og han fortalte, at Live Nation mente, at hvis vi spekulerede i en gendannelse, så ville det være rette tidspunkt med en turné. Han spurgte os hver især, så der var ikke noget pres. Jeg tænkte over det, og jo, det lød ok. Og tilsyneladende sagde alle ja, så vi gjorde det.

Ras Bolding: Jeg har læst, at I oprindeligt planlagde blot at drage på reunion-turné for så at skilles igen. Er det stadig planen, selv nu efter udsolgte koncerter som her i København?

Billy Currie: Vi skilles ikke, vi tager måske bare pauser. Lige nu lader det til, at april er en aktiv måned for os, og det synes jeg er rart. Vi skal muligvis også spille til nogle sommer-festivaler, og så er mere af året allerede dækket ind. Vi vil gerne undgå samme omgang som i firserne. Når man er på kontrakt, så er man tvunget til at gøre visse ting. Det er jo tanken med en kontrakt – et album om året, den slags. Denne gang ville vi undgå at blive trætte af det hele, af hinanden, så derfor er det hele lettere nu, for der er ikke noget pladeselskab involveret. Det er ikke noget personligt, men det er bare lettere på denne måde, for så kan vi koncentrere os om turnéen, og det er rart.

Ras Bolding: Jeg er nødt til at spørge – jeg har læst, at I har ikke planer om, at indspille nyt materiale...

Warren Cann: Rygter er rygter, og de eneste, der ved, hvad der kommer til at ske er os – og vi er ikke engang sikre. Da vi lavede den første reunion-turné, planlagde vi ikke rigtig noget videre frem, for turnéen kunne jo have været en fiasko, men den gik rigtig, rigtig godt. Så tænkte vi, at det var jo sjovt, så lad os fortsætte med koncerterne. Og det blev så nu. Vi sætter os ikke ned og laver en masterplan – vi improviserer os frem.

Billy Currie: Og det er ret nyt for os, for vi har altid haft en masterplan, altid højere og bedre.

Warren Cann: Som Billy Currie siger, netop fordi vi ikke har et pladeselskab involveret, så er vi ikke bundet fast til den gamle model, hvor man skriver nyt materiale, indspiller og turnerer, om og om igen. Vi kan mere eller mindre planlægge det hele som vi selv vil.

Ras Bolding: Det lader til, at flere og flere i dag vælger den løsning, bl.a. fordi flere og flere vælger ikke at købe musikken gennem pladeselskaberne som i gamle dage.

Billy Currie: Ja, det er sandt.

Warren Cann: Hele musikindustrien er fuldkommen forandret.

Ras Bolding: Lad os vende tilbage til koncerterne – så vidt jeg ved, så har I fire ikke, før denne reunion-turné, spillet sammen siden den berømte Live Aid-koncert i 1985. Var det svært, at finde tilbage til det gamle materiale?

Billy Currie: Det gik overraskende let. Der var et ønske om at spille musikken igen, et ønske som nok bare var blevet stærkere med årene, så da vi fandt sammen på ny, glædede vi os alle til at komme i gang. Jeg må dog indrømme, at da vi samledes i øvelokalet i marts sidste år, før den første turné, da var vi lidt nervøse for om det hele ville fungere, for det ville være temmelig katastrofalt, hvis det ikke gjorde, for så ville vi jo hænge på den. Sådan er det ofte i musikbranchen – man bliver hægtet fast. Det må man acceptere. Derfor var jeg personligt også lidt bange. Hvis nu vi ikke spillede godt sammen, så hang vi alligevel på turnéen. Vi tog en chance.

Warren Cann: Det foregår ikke som på film, hvor folk samles i øvelokalet, hiver guitarerne frem og en, to tre, så spiller vi! Så let går det ikke. Den første uges tid spillede vi faktisk ikke noget, men fokuserede på tekniske problemer, vi måtte finde ud af hvordan vi ville opføre musikken. Men da vi først begyndte at larme sammen, så stod det ret klart, at det her skulle nok blive sjovt. Det føltes godt.

Ras Bolding: Jeres karriere strækker sig over mere end tredive år nu og I har udgivet mange albums. Hvad er, efter jeres mening, højdepunkterne? Hvad er ikke højdepunkter?

Billy Currie: Eh...

Warren Cann: Hehehe.

Ras Bolding: Ja, det er et flabet spørgsmål, er det.

Warren Cann: Ok. Højdepunkter. Det er naturligvis subjektivt, men for mig helt klart det allerførste album, vi udgav på Island Records. Vi arbejdede så hårdt for at udgive et album, så det var fantastisk, da det lykkedes. Men så opdager man jo, i sin ungdom, at det der med at udgive sit første album er ikke alt hvad der er at opnå. Det er bare første skridt, begyndelsen. Det næste virkelig store højdepunkt var da vi lavede Vienna-albummet, og for mig personligt også Rage In Eden. Det var det sværeste album at lave, men det er min egen favorit. Og så var det også ret fint, at spille til Live Aid. Men hvad var så ikke højdepunkter? Hmm. Alle grupper har dårlige dage, uger, måneder. Der er ikke kun bakketoppe men også dale, og vi havde mange mørke stunder.

Billy Currie: Jeg synes det var en spændende periode helt i begyndelsen, hvor vi indspillede demoer og derefter fik kontrakt. Omkring 1974-1975 fik vi adgang til et rigtigt studie, og det var spændende, for det var en forsmag på det, vi gerne ville opnå. Og så kunne vi prøve forskellige ting af inden vores første album hos Island Records, for vi var vist en lidt skizofren gruppe på mange måder. Det var en hård tid, men også spændende, og det var ret enestående, at Island Records skrev kontrakt med os på tre albums, især når man tænker på hvordan alting fungerer i dag. Men efter det tredje album kunne vi godt mærke, at de gerne ville give os sparket. Det var nervepirrende, men samtidig tvang det os til at finde ud af hvad vi virkelig ville musikalsk. Systems Of Romance var ikke en rar peiode, men jeg er glad for musikken.

Warren Cann: Også jeg. Det er meget fint formuleret. Vi følte et stort pres, og vi var ikke alle lige enige, især kunne det være besværligt med John Foxx, men musikken vi skabte på Systems Of Romance var fantastisk.

Billy Currie: Men det var også et højdepunkt at vi kunne fortsætte, for i begyndelsen var jeg noget betænkelig ved at arbejde med Midge Ure og med pludselig kun at være fire i gruppen, men da vi så begyndte at give koncerter, så fungerede det virkelig. Det var en ny begyndelse, og overraskende nok lod vi mange problemer blive bag os.

Ras Bolding: Og det er lidt sjovt, at både hos jer og hos Depeche Mode ser man, at et vigtigt medlem forlader gruppen, hvorefter der følger stor succes. Ifølge den traditionelle rock-mytologis regelsæt, så skal man jo helst begrave en gruppe, hvis noget sådant sker.

Billy Currie: Ja.

Warren Cann: Det skete også for Genesis.

Billy Currie: Jeg tror, at Midge Ure bragte fornyet tro på projektet med sig. Vi troede også selv på det. Til en vis grad. Men Midge Ure havde optimismen, og han er typen, der får ting gjort.

Warren Cann: Ofte er det også sådan, at det er medierne, der fortæller publikum hvem, der er stjernen, men medierne kender typisk ikke noget videre til kemien i en gruppe. Men hvis medierne skriver, at nu har stjernen forladt selskabet, så må det være enden på det hele.

Billy Currie: Den slags kan ærlig talt være ret deprimerende. Hvis jeg skal pege på noget, der ikke var et højdepunkt, så var det fotosessionerne i forbindelse med Systems Of Romance, for jeg kunne se, at John Foxx var på vej ud af gruppen. Jeg tænkte, hvis det foregår sådan til fotosessionerne, hvor meget værre bliver det så? Og det blev værre.

Ras Bolding: Hvad er jeres forhold til John Foxx i dag? Er I sådan nogenlunde på god fod med hinanden?

Billy Currie: Vi har ikke rigtig noget med hinanden at gøre, men der er ikke ondt blod. Jeg er i hvert fald ikke sur, for det er jo så længe siden nu. Jeg har altid respekteret ham som en kreativ styrke, og det gør jeg stadig, også selvom jeg ikke rigtig kender så meget til hans musik.

Warren Cann: Det var et godt svar, så jeg må bare svare: samme her.

Ras Bolding: Nu vi taler om mørke stunder og besværligheder; Ultravox nåede berømmelsens tinder i begyndelsen af firserne med new wave-bølgen, dengang hele verden frygtede altødelæggende atomkrig. En frygt, der også kom til udtryk gennem mange af periodens hits, såsom OMDs Enola Gay, Nenas 99 Luftballons, jeres egen Dancing With Tears In My Eyes. Er verden blevet et bedre sted siden dengang?

Warren Cann: Hehe, hvilket svar vil du helst høre? Jeg er gammel nok til at kende til ægte paranoia. Jeg var tolv år gammel under Cuba-krisen, og da jeg gik i skole spekulerede jeg over om denne dag ville blive den sidste nogensinde, og det var jo meget tæt på at den blev det. Jeg tror ikke man direkte kan sammenligne koldkrigs-paranoia med tresserne, men jeg kan sagtens følge din pointe. Er det så en bedre verden i dag eller bare en anden verden? Jeg tror altid det er noget i retning af ét skridt frem og to tilbage. Vi gør visse fremskridt med vores samfund, men bestemt også det modsatte. Det har måske ikke så meget med musik at gøre, så lad os fortsætte.

Ras Bolding: Ja, lad os vende tilbage til musikken, men dvæle lidt ved forskellene mellem nu og før. Hvad synes I om musikscenen i dag? Hvad synes I om musikindustrien? For der er jo sket en del på tredive år.

Billy Currie: Der findes god musik derude. Jeg er ikke en autoritet på området, men det er min fornemmelse, at der sker meget. God musik. Der er stadig mange, der skuer bagud for at finde inspiration. En del britiske guitarbaserede grupper lytter helt klart til Joy Division og den periode, og her må jeg hellere holde mund, for jeg er jo skyldig, vi er jo skyldige, vi er fra dengang. Når man bliver ældre, så bliver man måske også mere afslappet og tolerant. Jeg synes der kommer nogle gode ting ud af det, de unge musikere bruger inspirationen til at skabe noget godt. Jeg tror der findes flere musikere i dag. Dengang vi var unge, da skulle man slippe gennem nåleøjet, og personligt syntes jeg, at det var meget spændende, men i dag er der lidt mere lige vilkår. Men det er måske ikke lige så spændende som dengang. Men hvad ved jeg om det? Vi taler jo om folk, der er tredive år yngre end jeg.

Warren Cann: Om man ser det som noget positivt eller noget negativt kommer lidt an på hvilken vinkel man anlægger. Men forskellen på min musiksmag og på en, der er tyve nu, er at jeg har tredive års større erfaring med at lytte, så min smag er meget mere fokuseret. Set fra deres synsvinkel, så hører de måske en ny gruppe, der virkelig imponerer dem, og det er fint. Når de så selv bliver lidt ældre, så begynder de at spekulere over hvem, der inspirerede denne deres yndlingsgruppe, de lytter til gruppens tidlige albums, de læser interviews, de finder ud af hvem, der var inspirationskilderne. Og den rejse har også musikerne altid måtte begive sig ud på, musikere såvel som fans. Så selv hvis man er tyve i dag og rejser via ens yndlingsgruppe og tilbage gennem inspirationsled på inspirationsled, så ender man nok ved Muddy Waters.

Ras Bolding: Dean Martin.

Warren Cann: Også ham.

Ras Bolding: Vil I gå nærmere i detaljer med hvad I lytter til i dag, eller skal vi lade de vise ord stå alene?

Billy Currie: Jeg prøver mig bare lidt frem. Jeg lytter ikke så meget til musik for tiden, men nogle gange finder jeg et eller andet og lytter så. Men jeg lytter ikke til så meget og føler mig ikke specielt skyldig af den grund. Jeg har arbejdet med et instrumentalt soloalbum for nylig, og jeg kan ganske ærligt sige, at jeg lyttede ikke efter inspiration under processen, og det har jeg det ok med. Sådan bliver det nok ikke næste gang. Jeg er begyndt at lytte til noget af den klassiske musik, jeg lyttede meget til da jeg var sytten, såsom Michael Tippet og Arnold Schönberg. Jeg låner nok lidt inspiration hos Schönberg – nogle gange kan jeg zoome ind på små detaljer. Jeg har også lyttet lidt til David Sylvians seneste album; jeg kunne godt lidt måden hvorpå han har optaget sin vokal.

Ras Bolding: Lad os blive kedelige og tekniske for en stund. Kan I fortælle lidt om det udstyr I tager med jer på denne turné? Er det de berømte gamle analogsynthesizere eller...?

Billy Currie: Det har faktisk været ret spændende fra en teknisk synsvinkel, synes jeg, for jeg har arbejdet en del med Logic og softsynths, siden omkring 2001, og jeg har også selv været lidt involveret i at udvikle impOSCar, en engelsk softsynth. Dem er der ikke så mange af. Originalen kom i 1983 eller 1984. Jeg lavede lyde til G-Force og brugte den i min egen musik, så det virkede som en helt naturlig udvikling. Og jeg kan godt lide, at arbejde med Logic. Jeg bruger Oddity-softsynth-udgaven af ARP Odyssey, og den har jeg leget med i nogle år, og så bruger jeg impOSCar samt et par andre, men jeg vil helst ikke afsløre det hele, for nogle gange ender det med, at folk kopierer hinandens tricks og så kommer det hele til at lyde ens. Men det kommer naturligvis helt an på hvordan man bruger udstyret.

Warren Cann: For at vende tilbage til dit spørgsmål – i gamle dage kunne vores lydprøver tage evigheder. Det var ikke ualmindeligt, at vi lavede lydprøver lige til dørene åbnedes, for det vi gjorde, var der ikke mange, der gjorde live. En del af det vi gjorde dengang, blev sjældent gjort uden for studierne, i real-time, men vi spillede virkelig live, og det var lidt af et mareridt.

Billy Currie: Det var et mareridt, men også utrolig intenst. Det var rendyrket passion. Og de forskellige kunstnere snakkede ikke rigtig med hinanden om disse ting, alle prøvede at finde løsninger selv. Så hørte man en eller anden gruppe, som Depeche Mode, og tænkte, hvordan har de dog gjort dette?

Warren Cann: De analoge synthesizere er lidt som gamle guitarer. Der er nogle, der er vilde med de gamle guitarer og nogle, der synes, at de nye lyder også godt. Lad mig prøve at sige det på en anden måde. Den klassiske 1930’er-Düsenberg er utvivlsomt en af de bedste biler nogensinde fremstillet, men det er måske ikke nogen god idé, at køre for meget rundt i den på en moderne motorvej. Det kunne godt gøres, men måske kører den ustabilt, måske er det ikke en god idé.

Billy Currie: Der er folk, som sværger udelukkende til analog, de såkaldte analog-purister, og nogle gange kan det blive lidt snæversynet eller snobbet. Personligt kan jeg godt lide at arbejde med alt, hvad der findes. Tag nu John Foxx, f. eks. Han er ved at stable en koncert på benene, hvor overskriften lyder KUN ANALOG. Måske har han rodet rundt i vores udstyr. Jeg er lidt imod den slags. Jeg mener, der er folk, som har det sådan, men ikke rigtig mig.

Ras Bolding: Måske er det fordi at det i dag potentielt kan være meget let bare at trykke på en knap i stedet for at spille live.

Warren Cann: Men musikken laver bestemt ikke sig selv bare man trykker på en knap!

Billy Currie: Jo, man så nok den udvikling begynde op igennem firserne. Hver ny synthesizer var født med en rigtig fed presetlyd på første knap, hvor alle effekter var i brug. Det var et sygt salgstrick.

Ras Bolding: Sådan er det stadig i dag – den første lyd skal altid sælge maskinen.

Warren Cann: Ja.

Billy Currie: Det begyndte nok for alvor med digitaliseringen. Effekter blev indbygget, sådan lidt som med Roland D50. Omkring midtfirserne. Men før da, var maskinerne mere mærkværdige, og det var interessant at se hvordan forskellige folk brugte dem. F. eks. OMDs brug af Korg-synthesizere.

Warren Cann: Ofte var det disse maskiners særheder, begrænsninger og besværligheder, der for alvor gav dem sjæl. Og det afviser vi bestemt ikke.

Billy Currie: Jeg kan godt lide at tale om disse ting engang imellem, for vi giver ikke mange interviews. Det udstyr jeg bruger er stadig et bæst. Det er stadig hvad det var engang, men det er blevet digitaliseret.

Ras Bolding: Lidt ligesom Klaus Schulze, den tyske electronica-pioner. Han har også opgraderet en del af det gamle analogudstyr, så når han spiller live er det en kombination af softsynths og gamle analogmaskiner.

Billy Currie: Softsynths opererer efter andre principper og de lyder ofte ret anderledes i forhold til de analoge synthesizere. Folk tror måske ofte, at vi har bare forprogrammeret det hele og de virker altid perfekt, men nogle gange kan jeg slet ikke styre dem, de har også en egen vilje. For de er jo typisk baseret på de gamle maskiner såsom ARP Odyssey, der stammer tilbage fra halvfjerdserne.

Warren Cann: Dette ene spørgsmål kunne udgøre et helt interview i sig selv. For der er en del snobberi og arrogance involveret, men til syvende og sidst er sandheden den, at de fleste mennesker, de fleste musikere vil rent faktisk ikke kunne høre forskellen, for der sker så meget med lyden under indspilningen af et nummer. Der findes folk, som bruger mange, mange penge på dyrt hi-fi-udstyr for at opnå helt samme lyd som i de dyre studier, men de misforstår virkelig det hele. De tror, at de køber sig til den rene lyd, men helt fra første færd ændres lyden konstant og løbende. Vi, som var til stede, som indspillede musikken, vi ved hvor mange stadier lyden har bevæget sig igennem, hvor mange forskellige lyde, der i virkeligheden er tale om undervejs.

Billy Currie: Nogle studier hænger sig i den slags detaljer. Jeg tror mest det er et salgstrick.

Warren Cann: Jeg plejede, når vi var på scenen, at have et racktårn sat sammen af stålrør, i to dele, til venstre for mig. Her var forstærkere, mixer, fire-fem forskellige trommemaskiner, fire-fem forskellige effektenheder, ekkomaskiner, etc. Jeg brugte det meste af tiden på at prøve at huske på hvilke indstillinger jeg skulle have i brug lige om lidt, så jeg kunne spille med den rette lyd på rette tidspunkt. I dag kan jeg samle disse forskellige enheder i en laptop.

Billy Currie: Du kan bruge den således at du bedre kan koncentrere dig om at spille. I begyndelsen af firserne var det et stort drama, især for synthesizerfolkene, at holde styr på teknologien. Det aspekt kan jeg faktisk godt lide, så jeg har beholdt lidt af det. Jeg kan ikke bare trykke på en knap og så virker alting. Jeg savner dog den gamle Yamaha CS80. En kæmpe maskine, der var hundedyr at have med til koncerter, for man skulle betale roadies for at slæbe rundt på den. Den havde fantastiske strings-lyde, fuldt polyfonisk. Der findes en softsynth-udgave, og jeg er ret vild med lyden. Du skal stadig tweake den, arbejde med den, så der er lidt af samme følelse. Da jeg spillede på den i begyndelsen af firserne, var der også et element af blær – man kunne vise, at man forstod at kontrollere teknologien, så det blev en smule intellektuelt spilfægteri; se mig, jeg har styr på det her, sådan gør jeg – ret smart, ikke?

Ras Bolding: Man ser lidt af det i dag også, hvor folk opdaterer deres Logic hver anden måned. De sætter deres udstyr op på den smarteste måde, opdaterer hele tiden, så det bliver smartere og smartere, og så spørger man dem, hvor megen musik har de fået lavet de seneste år...

Warren Cann: Lige netop. Helt rigtigt!

Billy Currie: Ja, jeg kender det fra Logic. Men indarbejder nogle rutiner og så skal man pludselig til at lære nye systemer, og det bruger man så en rum tid på inden man kan blive kreativ igen. Hvis man lærer det, så bliver det hele måske bedre, men det kan være ret frustrerende – vi bliver kontrolleret til en vis grad.

Ras Bolding: Nu vi talte om de tidlige firsere – måske er det en god idé, at bevare lidt af den oprindelige punkånd, også i mødet med maskineriet.

Warren Cann: Ja, til syvende og sidst er vi musikere. Om man synes det vi laver er kunst eller om det er musikalsk håndværk, det må lytteren afgøre, men vi bruger vores værktøj. Trainspotter-typerne kan skændes om formen, størrelsen, farven på dette værktøj, og de kan skændes med hinanden, kan de. Vi vil hellere koncentrere os om at lave og spille musikken. Det er det væsentlige. Dengang vi begyndte, brugte vi hvad vi havde til rådighed, og spillede alle gennem samme guitarforstærker. Så ændrede tiderne sig og vi fulgte med.

Billy Currie: Vi bruger det udstyr vi har det godt med, vi lader os ikke diktere. Så der er stadig noget punkånd til stede. Vi bruger de lyde vi holder af og ikke de lyder man synes vi bør bruge. Midge Ure og jeg fifler stadig med strings-lyde og får dem til at skære en smule, sådan lidt punkagtigt. Jeg kan godt lide at rode med folks tanker.

Warren Cann: I begyndelsen, når vi gav koncerter, hvor Billy Currie spillede på sin ARP og sin MiniMoog, så syntes folk vi var sære fordi vi ikke var komplet guitarbaserede. Og senere brokkede folk sig så over, at vi ikke udelukkende spillede på synthesizere. Den slags typer er typisk altid lidt bagefter, så de burde egentlig bare holde deres mund.

Ras Bolding: Hvad er jeres planer for fremtiden i forhold til Ultravox? En ny reuinon-turné om tredive år, eller hvad?

Warren Cann: Så er vi alle døde!

Billy Currie: Vi taler ofte om, at måske skulle vi prøve at lave nye numre, men hvem ved?

Warren Cann: Jeg ved godt, at det er en lidt uforløst måde at slutte interviewet på...

Ras Bolding: Det er ok, jeg vil alligevel helst lade jer udtrykke jeres egen mening.

Billy Currie: Lige nu nyder vi bare det hele. Det lader til, at koncerterne tager os i den rigtige retning. Der er en god stemning.

Warren Cann: Fra det øjeblik vi annoncerede, at vi ville samles igen og gå på turné, har de spørgsmål fulgt os, men som Billy Currie siger, så tager vi det hele et skridt ad gangen, vi følger ikke nogen stor plan. Vi nyder det hele og så må vi se, hvad der sker.

Billy Currie: Det må ikke bare blive kedelig rutine, så hvis vi skal i gang med et album, så skal det føles rigtigt, lige fra vores eget setup til de økonomiske aspekter.

Warren Cann: Hvis vi flopper, så må vi leve af at bide hoveder af duer.