Ras Bolding: Residents interview, 2010
Dato: 19/05/2010


Den eksperimenterende amerikanske rock-med-mere-gruppe, The Residents er først og fremmest kendt for ikke at være kendte, sådan forstået, at ingen ved for alvor hvem gruppens medlemmer er, selvom der har været gættet en del gennem årene. D. 29. april, 2010, gav det enigmatiske projekt koncert i Århus, hvorfor Ras Bolding fik en snak, naturligvis ikke med gruppen selv, for de giver selvsagt ikke interviews i traditionel forstand, men med Mr. Fox, der ser sig selv som talerør for The Residents.

Ras Bolding: The Residents er kendt for at beskæftige sig med konceptalbums og optrædener – hvad kan vi forvente os af koncerten i Århus d. 29. april?

Mr. Fox: The Residents har ofte arbejdet specifikt med forskellige temaer. Med Wormwood stillede de f. eks. skarpt på nogle af de mindre kendte og ofte mere kontroversielle dele af Bibelen. Med dette show, Talking Light, er det hele lidt mindre åbenlyst. Efter en næsten fyrre år lang karriere, er The Residents blevet mere og mere optagede af det universelle tema, der kendes som alderdom og død. I vores kultur behandler vi alderdom uden stor respekt og vi anser døden som skræmmende. Dette finder The Residents fascinerende.

Ras Bolding: The Residents har brugt talrige år på at dekonstruere rock og pop, men over de seneste ti års tid eller sådan, ser det ud til, at internet- og mp3-udviklingen har dekonstrueret musikindustrien i helt bogstavelig forstand. Men hvor efterlader det The Residents?

Mr. Fox: The Residents har aldrig rigtig været en del af musikindustrien, så de læner sig bare tilbage og kigger på. Ydermere har de altid udforsket tidens nye og interaktie medier, såsom cdrom, dvd, podcasts. De vil fortsætte med iPad.

Ras Bolding: For et par år siden lavede jeg interview med slovenske Laibach, der ligesom The Residents, har gjort en del i yderst originale covers af rock- og pop-klassikere. De har sagt om deres totalitære udgave af Queens One Vision, at det var ganske enkelt sådan de altid havde hørt sangen. Benytter The Residents sig af en lignende tilgang til det materiale, de behandler, eller ligger der andre motiver bag?

Mr. Fox: The Residents tror ikke på, at der findes originale popsange. Alle kopierer bare de tre-fire melodier, der eksisterer. The Residents forestiller sig gerne, at noget af deres musik ”handler om musik”, så der er tale om en slags bagvendt forskning med det formål at forstå, hvad der gør popmusik fedt, altså uden at spille rigtig popmusik.

Ras Bolding: Der optræder ofte en slags surrealistisk humor i alt, hvad The Residents beskæftiger sig med, men denne form fpr humor går gerne hånd i hånd med det tragiske. Er humoren og tragedien de væsentligste konstanter i The Residents’ karriere?

Mr. Fox: Jeg formoder du her tænker på de berømte græske masker. Eller måske henviser du til skuespillets, dramaets historie. Men jo. The Residents holder meget af den vestlige kultur. Komedie, tragedie, livets yin og yang.

Ras Bolding: Tager man udgangspunkt i god, gammel amerikansk rock, så har The Residents altid fremstået som noget fra en fremmed planet eller, værre endnu, fra Europa. På mange måder synes gruppen i højere grad at trække på europæiske end amerikanske traditioner, og alligevel har The Residents dekonstrueret rendyrkede amerikanske ikoner som Elvis or Sousa. Kan man betragte hele The Residents’ karriere som et obskurt alternativ til amerikansk mainstream-kultur?

Mr. Fox: Hmm, The Residents har altid betragtet sig selv som ærkeamerikansk. De afviser en del af deres europæiske arv (dog ikke den græske) og er fans af Las Vegas, cowboys og tyggegummi. Og alligevel er de et obskurt alternativ. The Residents eksisterer sideløbende med amerikansk popkultur, hele tiden på vagt, hele tiden i forklædning.

Ras Bolding: Hvilke musikalske navne har fanget The Residents’ interesse i de senere år? Her har du chancen for at namedroppe din onkels countryband.

Mr. Fox: Det er et trick-spørgsmål, da du jo ved, at de er interesseret i ALLE. Så de kan vel godt lide de der stjerner, der bliver kæmpestore, men er en tynd kop te rent kreativt; Justin Bieber, Hannah Montana. Men hvis du rent faktisk spørger til hvem de kan lide at lytte til, så ender vi med en vanskelig situation, for de lytter ikke til musik for egen fornøjelses skyld, kun som kulturstudie.

Ras Bolding: Hvordan, o hvordan er The Residents i stand til at se deres instrumenter gennem de øjenæblemasker, når de spiller live??

Mr. Fox: Det er let at svare på. De har droppet øjenæblerne for omkring ti år siden. Sådan ser de ikke længere verden. ’Ser’ verden. Fangede du den? Men altså, dengang de stadig brugte dem…tjah, hvordan de gjorde, se det er en hemmelighed.