Ras Bolding: Der kom en Golem til Odense
Dato: 07/06/2009


Sig nærmer tiden, hvor Klub Golem kan fejre sin tre års fødselsdag – som årene dog går, hvem skulle have troet det, og andre klichéer. Men et af de privilegier, man reelt tildeles, når man sådan kan markere mærkedage, er muligheden for at skue tilbage, for at se alting i et lidt større perspektiv, eller i det mindste forsøge på det. Denne artikel er tænkt netop som et sådant forsøg, et forsøg på at fortælle historien om hvorledes det gik til, at Odense, Den Graa Stad, fik sin egen gothklub, og hvad deraf fulgte. Da jeg var med fra begyndelsen, og sågar lidt før, og samtidig er her endnu, og med en smule held også fremover, er det mig forundt, at forfatte beretningen, som jeg vil forsøge at formidle med lige dele respekt for den såkaldte sandhed og ditto gode historie.

Selvom Klub Golem ofte kaldes for Odenses første gothklub, så hører det med til historien, at det er den faktisk ikke. Inden Golem blev til fandtes Styria, som opstod i 2004 men gik i sig selv allerede året efter, og selv før Styria, havde man forsøgt sig med spredte gothfester fra tid til anden, dog, må man tilføje, med varierende succes. Styria var imidlertid første regulære forsøg på en egentlig klub, og jeg blev involveret i affæren, da de tre initiativtagere, Maiken Leitao, Jørgen Fog og Ida Jahn kontaktede mig for at høre om jeg var interesseret i at give koncert til klubbens første arrangement. Da ingen tidligere havde forsøgt sig med noget lignende i Odense, var vi alle mildt sagt spændt på at se, hvordan det hele ville løbe af stabelen og – ikke mindst – om der overhovedet ville dukke folk op til noget så alternativt, for heller ikke dengang var Den Graa Stad kendt som kulturens absolutte højborg. Vores tvivl blev dog gjort til skamme, for første Styria viste sig at blive en stor succes med mere end 200 gæster, flere af dem trukket fra både København og Århus, noget man ellers sjældent oplever i Odense, og det gav naturligvis grobund for optimisme i forhold til den videre færd. Styria fortsatte da også, og med generelt pæne besøgstal. Klubben holdt til på Studenterhuset, og der gik typisk omkring tre måneder mellem arrangementer, der oftest, først og fremmest af økonomiske årsager, bød på DJ-sets snarere end koncerter.

Bag scenen opstod der dog problemer, for mine tre medsammensvorne flyttede til København, hvilket naturligvis vanskeliggjorde det daglige samarbejde i nogen grad, på trods af internet og mobiltelefoni. Vi var vedholdende, men der gik længere tid mellem arrangementer, og det blev tydeligt for os alle, at vi havde forskellige ambitioner. De tre resterende arrangører var tilfredse med tre til fire arrangementer om året, mens jeg var af den holdning, at der var publikum og interesse nok til mere. Til sidst besluttede vi os for at gå hver til sit, i fred, fordragelighed og helt uden sure miner, i øvrigt, men allerede på dette tidspunkt havde jeg planer om, at stable ny klub på benene, med baggrund i den erfaring vi havde høstet omkring Styria.

Jeg tog kontakt til Maja Spang-Hanssen og Peter Syrik, der begge havde optrådt som DJs til Styria ved flere lejligheder, og sammen blev vi enige om, at en ny klub i Odense var en god idé. Omkring samme periode gæsteoptrådte jeg hos Papa Stein ved et electronica-arrangement, hvor en fyr med blåt hår kom op efter koncerten og præsenterede sig som Simon Laugesen. Han tilbød at programmere nogle funktioner til mit website, og det skulle vise sig, at han var ganske ferm til den slags, hvorfor han blev involveret omkring planerne for ny klub. Jeg havde nemlig nogle ret specifikke idéer omkring website, ikke mindst fordi vi, med Styria, desværre aldrig nåede at få et egentligt website på benene, trods en del snak om emnet.

Nu var vi pludselig et hold på fire, ligesom Kraftwerk, Bauhaus og Depeche Mode i gode gamle dage, og så kunne det næppe gå galt. Men faktisk gik vi meget grundigt til værks. Vi holdt møder og diskuterede musikprofil, alkoholpolitik og økonomi – for vi måtte jo selv kaste penge efter projektet, og hvor meget havde vi råd til at miste, hvis det gik galt? Og så fandt vi også på vores navn. En golem er et sagnvæsen fra jødisk mysticisme, men det er også navnet på en ækel kage, der gennem alt for mange år, har huseret i Odenses undergrundskredse – og desværre gør det endnu. Vi manglede bare lige at sted at være. Styria havde holdt til på Studenterhuset, og vores første tanke var, at der skulle Klub Golem også bo, men pludselige prisstigninger på, i visse tilfælde, flere hundrede procent, fik os på andre tanker, og sendte os på febrilsk jagt efter nyt spillested. Valget faldt på Badstuen, hvor vi blev tildelt Ronny Eliasen som kontaktperson, en fyr med rødder i byens firser-punkscene, og Claus Christiansen som lydmand, en musiker med speciale i synthesizere og Commodore 64. Vi kunne næppe have ønsket os et bedre udgangspunkt for godt samarbejde, så med fornyet optimisme gik vi i gang med det forberende arbejde, hvilket i første omgang betød en del natlige seancer, hvor Simon og jeg arbejdede på at få vores website på benene (og på at tømme de lokale supermarkeders hylder for billige roulader).

Det var blevet sommer 2006 og vi havde fået dato på vores første arrangement d. 7. juli. Jeg skulle indvie klubben med koncert – det havde jo fungeret med Styria, så vi tænkte, at det var det tætteste vi kunne komme et nogenlunde sikkert grundlag. Men naturligvis var vi nervøse, for første-arrangementer er altid vigtige. Det er her man skal vise folk, hvad man har at byde på, og selvom vi havde spredt ordet temmelig effektivt, gjort reklame på nettet og trykt flyers og plakater til den store guldmedalje, så følte vi os alligevel ikke sikre. For hvad nu, hvis Styria i sin tid i virkeligheden bare havde været en tilfældig succes, mest af alt hjulpet på vej af vilkårlige omstændigheder? Hvad nu, hvis Odense dybest set ikke havde mere undergrund tilbage, hvis slaget var tabt på forhånd og folk hellere ville blive hjemme foran skærmen og se reality shows? En gothklub skal jo helst besidde en vis portion skepsis og pessimisme. Men som det havde været tilfældet med Styria for et par år tilbage, så blev vor skepsis nok engang gjort til skamme, for folk flokkedes til, og vores første arrangement bød på mere end 200 gæster. Folk forsøgte sågar at snyde sig ind – flere havde vist tilmed held med det. Det blev en hed aften – de mange gæster og den varme sommer sendte temperaturen på Badstuen i vejret, i en sådan grad, at det mindede mere som sauna end om bad. Af alle mine efterhånden mange koncerter husker jeg den til første Golem som den fysisk hårdeste, ganske enkelt på grund af varmen – jeg måtte ligge et kvarter backstage efter koncerten og bare glo op i loftet før jeg kunne bevæge mig i normalt tempo igen!

Vi var vist alle lidt trætte efter første Golem, men også vældig tilfredse. Ikke alene havde vi haft mange gæster, og fra flere ender af landet, alle havde også været glade. I ugerne efter skrev folk om begivenheden på nettet, og vi besluttede os for at smede mens jernet var varmt og stable nyt arrangement på benene allerede måneden efter. Igen først og fremmest af økonomiske årsager valgte vi, at skifte mellem DJ-arrangementer og arrangementer med koncerter, således at hvert andet arrangement bød på en koncert, hvilket var den overordnede strategi det første år af vores levetid. Det fungerede fint, og vi fortsatte med pæne besøgstal, svingende fra 100 og op i nærheden af 200. Selv da vi måtte lave arrangement d. 16. december 2006, samme aften som en stor og i øvrigt voldsom demonstration for Ungdomshuset i København (der dengang stadig lå på Jagtvej 69) fandt sted, samlede vi mere end 100 gæster, på trods af, at en del af det faste klientel naturligvis var rejst til hovedstaden for at gå på barrikaderne. Klubben havde fået et stampublikum, en broget flok af goths, punks, electronicanørder, cyberpunks, metallere og rollespillere, og de subkulturelle forskelle til trods, så lod det til, at folk sagtens kunne være under samme tag. Peter Syrik var dog flyttet til København, og selvom han stadig fortsatte som arrangør, så blev hans rolle i projektet langsomt mindre – togture frem og tilbage mellem København og Odense er en dyr fornøjelse i længden.

Begyndelsen af 2007 fortsatte med optimistisk ånd – Nancy And The Kapow! Circus Quintet spillede op til Fastelavnsdans i februar måned, men det var der også andre klubber, der gjorde i perioden. The Haven var blevet stablet på benene i Ålborg, og i Kolding havde et par af vore stamgæster på Golem, Paw Bosack og Patrick Ringsborg, fået en aftale i hus med Spillestedet Pitstop og havde åbnet klubben, Ballroom Blitz. Århus begyndte også så småt at røre på sig igen, og så var der jo lige en del polemik og ballade omkring et vist hus på Jagtvej, der blev ryddet, sågar en dag inden jeg selv skulle have optrådt der til en koncertaften arrangeret af Kid Kishore. I sommeren 2007, da vi kunne fejre vores et års fødselsdag på Golem, åbnede Faust i København, landets eneste egentlige spillested helliget goth- og industrialgenrerne.

Delvist inspireret af Golem, og med Simon Laugesen som medarrangør, stablede folkene fra punkbandet Under Al Kritik en decideret hardcore-klub på benene, på Badstuen i Odense, hvor vi også holdt til med Golem, og selvom vi valgte at betragte alle disse tiltag som kolleger snarere end konkurrenter, så kunne vi godt mærke gennem det meste af 2007, at det gjorde lidt ved besøgstallene på vores arrangementer. Hvor vi tidligere svingede mellem 100 og op til små 200 besøgende, lå vi nu oftere tættere på 100 gæster på en aften, hvilket dog stadig var ganske acceptabelt. Vi skruede tilmed op for ambitionsniveauet og besluttede os for, at præsentere koncert ved hvert eneste arrangement fremover, såvidt muligt, hvad vi faktisk har gjort lige siden – med en enkelt undtagelse.

Til vores Halloween-fest i 2007 tog vi kontakt til det engelske band, Zombina And The Skeletones, som gerne ville komme og spille for os – men de kom bare aldrig. På selve dagen ringede deres kontaktperson til os og beklagede dybt, men sagen var den, at bandet sad fast i en lang kø på vej mod London, hvor der var sket et trafikuheld. Flyet var for længst fløjet og så var gode råd dyre. Vi valgte, at sænke entréprisen, men vi manglede jo stadig en slags trækplaster, for vi ville nødig skuffe folk. Heldigvis havde vi allerede tidligere taget kontakt til Martin Hall, som skulle dukke op til arrangementet for at modtage årets Golem-pris, den første af sin slags. Golem-prisen var mit og Maja Spang-Hanssens påfund. Vi har begge, blandt meget andet, baggrund i det danske rollespilsmiljø, hvor man for flere år tilbage, på rollespilskongressen Fastaval, havde indført en såkaldt Otto-pris, som blev delt ud til folk, der havde haft betydning for rollespilsmiljøet. Prisen havde oprindeligt været tænkt som en spøg, men blev, med tiden, til et regulært statussymbol blandt danske rollespillere, og vi mente, at vi kunne måske lave noget lignende i gothmiljøet. Vi var dog klar over, at hvis en sådan pris skulle have en eller anden værdi, så måtte vi dele den ud til folk af betydning og en vis berømmelse de første år, simpelthen for at give den vægt. Vi kunne jo ikke give store pengebeløb, da vi ikke havde nogle store pengebeløb at give af! Heldigvis havde Martin Hall takket ja til prisen, der i sin fysiske form blev skabt af Matilde Christiansen i den odenseanske kunstner Jens Galschiøts værksted, og heldigvis takkede Hall også ja til at springe ind som gæste-DJ, nu vores band havde været tvunget til at aflyse. Det blev en mindeværdig aften, hvor Hall, udstyret med lånte postpunk-cd’er, strobelys på overdrev og konstant osende røgmaskine, skabte noget der lignede firserne, hvis de rent faktisk var endt med den altødelæggende atomkrig alle gik og frygtede dengang. Jeg overvejede, at fortælle ham pænt, at normalt skruede man lidt ned for stroben og brugte knap så megen røg, men besluttede mig alligevel for at lade være – jeg tænkte, at vores yngste gæster skulle have lov til at gå hjem med en fornemmelse af at have oplevet denne sære firserlegende, som leverede røgbad og strobetortur til den helt store guldmedalje. Oplevelsesøkonomi, som man siger på de bonede gulve.

2007 rundede af med julearrangement, komplet med elektronisk Giedo Primo-koncert og ris a la mande; en mildt sagt usædvanlig kombination. Vi havde sågar sørget for mandelgaver og for at sikre os mod snyd, havde vi farvet mandlerne blodrøde, i det tifælde, at enkelte snu gæster selv skulle have medbragt mandler. På scenen stod juletræer med sort pynt, og vi mente selv, at vi var en klub med en vis portion selvironi.

Hvis vi i 2007 havde mærket en generelt svag nedgang omkring vores besøgstal, så gjorde det modsatte sig gældende i 2008, der åbnede med punk-koncert ved Callgirls. Datoen faldt sammen med Kvindernes Internationale Kampdag, så vi var glade for at kunne præsentere et band med vred, kvindelig frontfigur, og så pyntede vi ellers op med sorte BH’er og gav gratis drinks til fyre, der mødte op i drag. Arrangementet trak vel 110 feststemte gæster, men med de to kommende arrangementer, Parzival-koncert i maj og to års fødselsdag med koncert ved undertegnede i august, var vi oppe på omkring 150 besøgende begge aftener. Til Parzival-koncerten havde vi lokket en del af Faust-holdet med over, bl.a. Nat Inc som DJ, og vi kørte mørk middelalder som tema, hvilket resulterede i, at jeg, ved tilfældighedernes spil, eller skæbnens, såfremt man tror på den, endte med at låne mig til en rustning, der naturligvis var alt for stor. Jeg lød som en Einstürzende Neubauten-koncert aftenen igennem.

Vores to års fødselsdag blev endnu en varm fornøjelse, dels på grund af sommervejret, dels på grund af det flotte fremmøde. Til min koncert gjorde jeg brug af to gæstemusikere fra hver sin ende af det musikalske landskab; rockguitaristen Henrik Hansen og den klassiske violinist Ida Spang-Hanssen, og da musikken var ovre, blev der serveret Golemkage – den absolut modbydelige del af traditionen. I ugerne, der fulgte, flyttede Simon Laugesen til København, og både han og Peter Syrik valgte officielt at trække sig som arrangører, om end Simon fortsatte på webfronten. Vi var nu reelt blot to arrangører tilbage, Maja Spang-Hanssen og jeg selv, og vi snakkede en del om hvorvidt vi skulle fortsætte som duo eller om vi skulle forsøge, at involvere nye kræfter også. Valget endte med at læne sig i retning af nye kræfter. Rune Sørensen og Paw Bosack, der havde optrådt som DJs til Golem såvel som i andre sammenhænge, flyttede begge til Odense nogenlunde samtidigt, og det virkede oplagt, at involvere dem omkring projektet. Ydermere ønskede Maria van de Locht og Pippi Maria Groving, at tage mere ansvar omkring vores bar og derved afløse Gertrud Christensen. Sådan blev den nye konstellation.

Efteråret 2008 blev indledt med piratfest i september, hvor den lokale klezmerpunk-gruppe, Pulk optrådte. En stor del af de fremmødte gæster havde taget pirattemaet til sig og dukkede op i sørøverdragter, affyrede antikke pistoler med løst krudt og duellerede på kårde. Nok engang var besøgstallet flot, hvilket også var tilfældet et par måneder efter, til vores årlige Halloween-fest, hvor postpunk-bandet Melting Walkmen gæstede klubben. Som det havde været tilfældet ved sidste års Halloween-fest, blev der også delt Golem-pris ud denne gang. Leæther Strip havde sagt ja til at dukke op for at modtage årets pris, og blev budt velkommen med eddike i teen. Han tog det dog pænt, faktisk så pænt at han, oprigtigt rørt over den gode stemning hos det fremmødte publikum, i sin takketale efter at have modtaget sin pris, lovede at vende tilbage til livescenen i nærmeste fremtid, et løfte som han skulle vise sig at gøre alvor af allerede et halvt år senere, og med stor succes.

Vores Halloween-aften blev også farvel til Badstuen, for ved en kommunal afgørelse var det blevet besluttet, at slå Badstuen, Studenterhuset og Internationelt Hus sammen under nyt tag i den såkaldte Kulturmaskine, der skulle placeres i lokaler bag byens musikbibliotek. Vi var alle en smule nervøse for fremtiden, for ingen vidste noget med sikkerhed om de nye forhold – hvordan blev lyden, hvor dyr blev lejen, ville baren blive udliciteret? Spørgsmål var der nok af. Begyndelsen på 2009 blev desværre værre end vi havde kunnet forestille os, da en af Badstuens ansatte, Svend Erik Jepsen, blev fundet død i sit hjem, blot 49 år gammel. Svend Erik havde hjulpet meget til omkring Golem, både som chauffør og bartender, og var, med sin baggrund i firsernes punk- og rollespilsmiljø, en perfekt samarbejdspartner.

Første omgang på Kulturmaskinen blev fredag d. 13. februar. Vi lod os inspirere af datoen og bød på gyserfest og inviterede den dekadente electro-duo, Miss Fish forbi. I et forsøg på at skabe kirkegårdsstemning havde vi hentet flere sække fyldt med visne blade, og Ronny Eliasen havde lånt os et par gravkors fra egen samling – de var tunge som et ondt år! Vi havde på forhånd været lidt nervøse for fremmødet, nu vi måtte benytte nyt spillested, men omkring 130 dukkede op, heriblandt en del nye og ganske unge gæster. Også til arrangementet måneden efter, hvor Chainsaw Eaters gav koncert, fik vi nye og unge gæster på besøg, hvilket gav fornyet håb for fremtiden, men desværre skulle der kun gå et par måneder før endnu et dødsfald kiggede forbi, da en af vore stamgæster, Michael Munk Kucirek, valgte at tage sit eget liv i april måned. Nok engang mødtes flere af os i Assistenskapellet, og galgenhumoren foreslog, at vi måske skulle overveje, at flytte klubben hertil fremover. Men samtidig lod begravelserne også antyde en vis alvor omkring hele projektet. Man fester sammen, hvor musikken er høj og lyset flakker gennem den tætte røg, deler nogle øjeblikkes drøm eller flugt med hverandre. Men man mødes også til hinandens begravelser for et vise den sidste respekt, for at sige tak for støtten.

Og nu står Golem altså for at kunne fejre sin tre års fødselsdag. For blot en uges tid siden gav jeg koncert til Fausts afskedsfest i Magstræde; klubben står for at skulle flytte til nye lokaler, og meget tyder i det hele taget på, at et nyt kapitel venter forude for den mørke undergrund. Med fødselsdagsarrangementet d. 20. juni tager vi hul på en ny sæson med Golem, og det er mit håb, at I stadig vil lege med. For selvom vi gør hvad vi kan – og tro mig, det gør vi virkelig – så er vi stadig afhængige af alle jer derude. Hvis man ønsker en scene, så må man også tage ansvar, for det gør en forskel om du kommer eller ej. Heldigvis har I været gode til at bære det ansvar indtil nu, og derfor beder jeg ydmygt om, at I også fortsat vil støtte op om det, vi laver. For til syvende og sidst er Golem jo også jeres klub.