Ras Bolding: Jean Michel Jarre interview, 2008
Dato: 13/04/2008


Vi sidder i lobbyen på et hotel, der utvivlsomt befinder sig i den dyreste ende af skalaen, henslængt i mørke stole, som synes fanget i en identitetskrise et sted mellem smart design og noget, man ville forvente at støde på, hvis man fik et lift i Tusindårsfalken fra Star Wars. Og det er måske, på sin helt egen måde, ganske passende, når nu vi sidder her for at vente på Jean Michel Jarre, manden, der, i øvrigt samtidig med George Lucas, formåede at bringe sine futuristiske visioner ud til et endog meget stort publikum. Noget der dengang var ganske uhørt indenfor elektronisk musik og måske er det endnu, i hvert fald hvis man begynder at tælle solgte plader og rekorder i verdens største koncertshows. Franskmanden er kendt verden over for sin instrumentale elektronmusik, og når han har valgt netop den instrumentale form frem for den lyriske og narrative, så er det bestemt ikke fordi han ikke har noget på hjerte. Derfor har vi også lidt på fornemmelsen, at det kan blive en længere omgang, og sætter os godt til rette, da manden med de mørke solbriller og ditto hårpragt, der på en og samme tid tangerer romantisk charmeur og energisk mangahelt, ankommer.
Ras Bolding, Signe Zacchi, Jacob Gunness og Henrik Gilvad har fået en snak med den franske synth-pioner, Jean Michel Jarre

Ras Bolding: Du har for nyligt genindspillet Oxygene og har valgt efterfølgende at tage på turné med albummet, sammen med de oprindelige analoge synthesizere – hvorfor netop denne strategi og hvad er dine erfaringer med turnéen og instrumenterne indtil videre?

Jean Michel Jarre: Jeg er faktisk ganske overvældet. Som I sikkert ved, så havde jeg lyst til at grave Oxygene frem igen af flere forskellige årsager. Jeg var inde på det til koncerten i går, for jeg føler, at inspirationen bag Oxygene, budskaberne omkring vores miljø, rammer den nuværende tidsånd ganske fint. Man er ved at indse verden over, at vi må tænke på miljøet, om end Danmark faktisk har været forgangsland på dette område. Herudover har jeg længe følt, at lydkvaliteten, ikke selve musikken, kunne forbedres på Oxygene, fordi lydteknologien er blevet bedre med årene. Jeg kastede mig over de gamle synthesizere og erfarede, at jeg genopdagede dem med en følelse af uskyld, og denne uskyldsfornemmelse er vigtig i musik. Jeg er så heldig at tilhøre en generation for hvem elektronisk musik var ny og spændende. Der var ikke en masse etablerede rammer som indenfor rockmusikken, og det var virkelig en luksus, en jomfruelig oplevelse, som at gå på opdagelsesrejse i et nyt og fremmed territorium på en anden planet, hvorfor man kunne gøre en forskel. Sådan er det ikke længere med elektronisk musik, den tid er ovre, men de gamle analoge synthesizere vandt nyt, jomfrueligt terræn. Jeg har ikke udtrykt det sådan før, men det er en meget rammende beskrivelse. Af samme årsag er det ikke et spørgsmål om at arbejde med retrolyd, nej, disse instrumenter er simpelthen en del af musikhistorien, og da jeg genopdagede dem indså jeg også i hvor høj grad de er en del af hvem jeg er som kunstner, som musiker. De er mine pensler, mit værktøj, mit medie. Jeg er ikke guitarist eller alt muligt andet, jeg er ganske enkelt på jagt efter den specielle uskyldige og intuitive fornemmelse i musikken, og netop de instrumenter byder på så mange muligheder og klangoplevelser, også mange, som slet ikke er blevet afsøgt endnu. For nogle år tilbage snakkede jeg med violin-virtuosen Yehudi Menuhin, der ligesom jeg var Unesco-ambassadør inden han døde, og han var i senfirserne, men sagde, at hver eneste dag følte han sig mere og mere som begynder på sit instrument, og det er lige netop sådan jeg har det. Fælden ved moderne teknologi er, at man kan ende med at blive sin egen kunstneriske arkivar. Man sidder måske med en ny plugin, der byder på tusindvis af lyde. Dem skal man så først bruge en uge på at lytte sig igennem, og hvis man sidder med en musikalsk idé, så går intuitionen tabt. Paletten bliver for stor – det er som at skue mod nattehimmelen og vælge en tilfældig stjerne.

Jacob Gunness: Det var faktisk et af vores spørgsmål.

Ras Bolding: Det er sjovt, du siger det. For et par år siden lavede jeg interview med Rob Hubbard, der opnåede legendestatus på Commodore 64 hjemmecomputeren i firserne ved at programmere musik til computerspil, og han sagde, at en af styrkerne ved dén maskine var dens begrænsninger, for de tvang ham til at finde på kreative løsninger. Det er det samme du siger omkring analoge synthesizere – de har deres begrænsninger på visse områder og det tvinger dig til at være kreativ.

Jean Michel Jarre: Lige netop. Du kan sammenligne det med en maler, der har en palet bestående af fire grundfarver; rød, grøn, blå og gul…

Ras Bolding: Sscchh, grøn er ikke en af grundfarverne.

Jean Michel Jarre: Nej, de tre grundfarver, naturligvis. Pointen er, at vi forestiller os sådan en farveladetingest til børn. Lad os samtidig også forestille os et udvalg af tusind farver. Hvad får man mest ud af? Grundfarverne, selvsagt, for dem kan man blande uendeligt, og det kan man ikke med færdigblandede farver. Man kan sammenligne dette forhold med musikteknologi, hvor man i dag kan få alskens plugins med et væld af lyde og samples, men med de originale synthesizere skal man selv på arbejde. Jeg siger ikke, at det ene nødvendigvis er bedre end det andet, men der er tale om to forskellige indgangsvinkler, og styrken ved elektronisk musik er evnen til at skabe lyd, ikke imitere. Dette kan man gøre ved at arbejde med frekvenser, sine waves, noise, etc., og så kan man begynde at blande disse rå ingredienser – der findes et hav af muligheder. Med færdiglavede lyde bliver man hurtigt låst fast, for man bliver afhængig af den tekniker, der har designet disse lyde. Så kan man enten gå den tunge vej og selv blive tekniker, eller man kan gøre som Laurie Anderson – jeg kan huske, at hun engang fortalte mig, at ofte var der kun en enkelt lyd fra et specifikt instrument, hun i virkeligheden var interesseret i; alt det andet kunne rende og hoppe. Personligt føler jeg dog, at jeg genopdager glæden ved at lege med lyd på et helt basalt niveau under denne turné, ja, selv turnéen var ikke planlagt. Vi opførte Oxygene i Marigny i Paris og fik vidunderlig feedback; vi følte at vi skulle arbejde videre med det her, gå på turné, og nu sidder vi så her, i Danmark. Og jeg er virkelig glad for, at vi valgte denne løsning, for jeg føler, at vi ikke bare tager del i et retroprojekt, men arbejder med noget, der dybest set er tidløst. For mig er en Moog synthesizer både fortid, nutid og fremtid – det er et tidløst instrument.

Ras Bolding: Man kan måske også tolke det som et budskab til den yngre generation; en del electronica-koncerter i dag består jo af en fyr, der medbringer sin laptop og afspiller fra WinAmp.

Jean Michel Jarre: Ja!

Ras Bolding: Og det er ofte kedeligt for halvfems procent af det fremmødte publikum og heller ikke altid spændende set fra et kunstnerisk synspunkt, for der improviseres sjældent. Når du medbringer dine gamle instrumenter og opfører Oxygene aften efter aften, så er det jo netop ikke den samme Oxygene, for der improviseres en del.

Henrik Gilvad: Det er meget mere ærligt.

Jean Michel Jarre: Ja, netop.

Jacob Gunness: Kan du godt lide idéen om at opstille regler for dine projekter? Såsom at benytte de analoge synthesizere i stedet for de uendelige muligheder, computere tilbyder, eller såsom kun at indspille musik, du har fundet på under bruseren. Du ved, hvis man skal komponere et soundtrack til en film, så er der ofte nogle specifikke rammer, nogle begrænsninger. Foretrækker du at arbejde med koncepter inden for begrænsede rammer i stedet for bare at gøre hvad som helst?

Jean Michel Jarre: Ja, absolut. Det er lidt som med Commodore-maskinen – de begrænsninger vi støder på her i livet gør os i stand til at finde på utrolige ting og sager. Hvis vi var udødelige, så ville vi sikkert ende som grøntsager. Begrænsninger i tid og rum tvinger os til…

Signe Zacchi: At tænke ud af boksen.

Jean Michel Jarre: Netop. Og begrænsningerne hos de analoge synthesizere gør, at man føler sig helt fri, når man arbejder med dem. Ligesom grundfarverne. De basale elementer er simple, men man kan kombinere dem i det uendelige. Det kan man ikke på samme måde med prædesignede lyde eller farver. Det er ikke noget jeg siger fordi jeg har noget imod digital teknologi. Den holder jeg meget af, men af andre årsager. Det er lidt det samme med digitalkameraer, som kan en frygtelig masse, hvor du bliver afhængig af manualen. Et Polaroidkamera er mere simpelt, men man kan lave mærkelige ting med det. Teknologisk udvikling i sig selv er ikke det endelige mål, hvis man har med tidløse emner at gøre, og kunstnere fra verdens skabelse og til dens undergang kredser jo dybest set om de samme emner; forholdet mellem døden og livet, kærlighed og had, ensomhed, den slags.

Ras Bolding: I henhold til snakken om elektronisk musik - for mange, mange år siden sagde avantgarde-komponisten Steve Reich, at netop elektronisk musik ville være fremtidens folkemusik, og i dag, hvor alle laver musik på deres computer og lægger resultatet på nettet, ser det ud til, at han har fået ret. Hvad er din holdning til denne udvikling indenfor elektronisk musik? Dengang du begyndte karrieren for 30-35 år siden, sammen med folk som Kraftwerk, Tangerine Dream og Klaus Schulze, havde kun relativt få musikere adgang til de elektroniske instrumenter, og tidligere, med folk som Stockhausen og Reich, var der tale om musik for ’eliten’. Du bragte elektronmusikken ud til folket og i dag er det folket selv, der frembringer elektronmusikken, så at sige.

Jean Michel Jarre: Jeg har et par kommentarer. Folk benytter sig i dag af andre instrumenter. Instrumenterne dengang var håndlavede og unikke, en Mellotron vejede 400 kg. Der er tale om en helt anden tilgang, hvilket er en af pointerne bag denne turné. I dag er man i stand til at efterligne, men det er ikke det samme – alle kan få en bid kreativitet, men selvom man har PhotoShop og digitalkamera, så bliver man ikke automatisk nogen Helmut Newton. Det er lidt ligesom på internettet, hvor alle jo kan komme til orde, men det betyder ikke, at alle har noget interessant at sige.

Ras Bolding: Ja, det er lige netop problemet med internetudviklingen. Du nævnte Laurie Anderson tidligere, og jeg kan huske et interview fra midthalvfemserne, hvor hun talte om disse ting. Dengang troede folk jo virkelig, at nettet var den ultimative demokratimaskine. Nu skulle alle endelig komme til orde, nu skulle vi alle sige vores ærlige mening, være frie, men som du selv lige sagde, hvad nu, hvis ikke alle har noget interessant at byde på? Og det samme gør sig jo gældende hvad angår musikken. Der findes et hav af musik på nettet, på MySpace, Facebook, den slags, og det er alle tiders, men masser af musik er ikke nødvendigvis ensbetydende med masser af talent.

Jean Michel Jarre: Rigtigt, men når det så er sagt, så er det også positivt, at alle i dag kan få chancen, det bør vi respektere. Min pointe er egentlig, at ideelt set skulle alle, der vil lave elektronisk musik have adgang til de instrumenter, jeg har med på scenen. Og måske bliver det en dag til virkelighed, for jeg mener jo, at disse analoge synthesizere har tiden for sig. Men for lige at vende tilbage til scenen, koncerterne, så har jeg også forsøgt, at arbejde med flere lag i opføringen, både hvad angår lyd og lys, men også i form af subtile emotionelle budskaber. Altså ikke budskaber i konkret forstand. Der er æggestolen, kloden, kraniet, spillet med lyset – det er ikke noget som skal analyseres, det kryber ind på et ubevidst plan, og det er noget jeg også gerne vil arbejde mere med omkring mine fremtidige projekter. Kodede budskaber, flere lag, hvor folk kan opnå forskellige oplevelser afhængigt af hvem de er, hvor de er i livet.

Ras Bolding: Nu snakkede vi om nettet og musik, og det har jo været et varmt emne i nogle år, men det er ingen hemmelighed, at pladesalg synes at være dalende på alle fronter, bl.a. pga. sådan noget som download, og samtidig bliver de store pladeselskaber mere og mere konservative og priserne på koncertbilletter går i vejret. Hvor tror du musikindustrien er på vej hen, og hvordan mener du, at denne udvikling påvirker musikken, musikerne og lytterne?

Jean Michel Jarre: Det er der vist ingen, der ved. Men der er historiske fortilfælde, dengang hvor musikere og komponister var afhængige af forlag og noder, papir. Så måtte komponisten håbe på, at et forlag ville tage imod noderne, og måske ville musikken blive opført af et orkester og komponisten ville tjene penge. Og der fandtes jo talrige komponister dengang, som skrev en masse musik uden nogensinde at høre den, praktisk talt. Dem som ikke var Mozart. Sådan var forholdene dybest set indtil man kunne begynde at indspille musik, og da det skete, så blev forlagene jo hurtigt enige om, at det var enden på musikindustrien, at orkestrene ville forsvinde, det hele ville uddø. Men det der skete var, at musikindustrien skiftede karakter til noget helt andet, hvilket ikke tog livet af musikken, der var bare tale om et mentalitetsskifte. Så kom pladeindustrien, og det var jo fantastisk – vi troede den skulle vare evigt, men nu, efter firs års tid, lader det til, at vi er på vej mod næste fase. Det bliver anderledes, men det betyder ikke, at nu er det slut med musikken. Et nyt system skal introduceres. Lige nu synes problemet dog at være, at musik devalueres i vort samfund, at musikere, af en eller anden grund, ikke har krav på at få løn som andre mennesker, og det er uretfærdigt. Jeg blev noget chokeret over Radioheads attitude, som også virkede lidt som trendrytteri.

Jacob Gunness: Men det lod til at fungere for dem, det gavnede jo salget i sidste ende.

Signe Zacchi: Og Peter Gabriel havde en idé om at afspille reklamer i begyndelsen af numre, således at de dukker op de første par gange, man spiller filen.

Jacob Gunness: De første syv gange.

Jean Michel Jarre: Ja, der findes mange idéer, men det jeg egentlig ville sige var, at det er lidt letkøbt for et etableret navn som Radiohead, at give den som dronning, der deler ud til de nådige undersåtter. Når et etableret navn gør den slags, så kan det være farligt og perverst. Det er lidt som at sige til fyren, der arbejder i lobbyen på et hotel, at i dag skal du tjene, lad os sige ti euro, nej, hvad med otte – din holdning var lidt vattet i dag, du havde ikke rank ryg. Eller dybest set som at tigge på gaden. Det sender nogle forkerte signaler omkring musikkens værdi, den devalueres. Ydermere lignede Radiohead-affæren lidt for meget et gennemtænkt mediestunt, der skulle få det til at se ud som om musikindustrien er helt tabt bag en vogn og slet ikke har noget begreb om udviklingen. Men sandheden er jo stadig, at det er de store selskaber, der sidder med kontrollen. Jeg mener, hvis du er et undergrundsnavn i Danmark, så bliver du jo ikke hørt i Australien eller New Zealand medmindre du går gennem Rupert Murdochs system.

Ras Bolding: MySpace.

Jean Michel Jarre: Om ti års tid, så bliver det sikkert trendy blandt den næste generation ikke at være på nettet, for nettet er ved at forvandle sig til historiens største marketingsmaskine. Den nye punk bliver de, der ikke er på nettet.

Jacob Gunness: Men der er jo stadig folk i dag, der drager på turné udelukkende på baggrund af deres succes på MySpace. De har måske tre-fire numre, og jeg ved ikke rigtig hvordan de får en turné ud af det, men det lykkes altså, med koncerter, der varer en lille halv time.

Henrik Gilvad: På festivaler?

Jacob Gunness: Nej, de turnerer.

Jean Michel Jarre: Det er slet ikke sådan, at jeg har et hadforhold til nettet – jeg mener det er et af de mest fantastiske værktøjer, der nogensinde er skabt, men vi skal passe på med ikke at få et naivt forhold til det medie. Er vi for naive, så ender vi med at tro på, at musik ikke er af værdi, at alting bliver et neohippie-paradis, hvor alle har krav på alt. Musikken, og i højere grad musikerne end musikindustrien, er første offer for den tankegang, og det er trist.

Ras Bolding: Man ser det også netop på MySpace hvor man jo kan tilføje venner. Jeg har en musikerprofil der, men hvis man har en almindelig brugerprofil, så kan man sætte et filter op, der ikke accepterer vennetilføjelser fra musikere, og det peger jo lidt i retning af hvad du siger omkring musikkens devaluering i disse år. Spørgsmålet er bare om ikke det vi ser for tiden kun er begyndelsen – det bliver filmindustrien næste gang, når teknologien er stærk nok til at alle kan downloade en film i topkvalitet på ti minutter.

Jean Michel Jarre: Ja. Det sker allerede.

Ras Bolding: Jeg kan ikke lade være med at tænke på om musikindustrien som vi kender den er ved at ændre sig markant, at folk som du selv, eller en David Bowie, Michael Jackson, Madonna, Kate Bush, de stjerner som vi er vokset op med og alle kender, disse det sene tyvende århundredes mediehalvguder, vil forsvinde. Måske vil man i fremtiden se tilbage på ikoner som Elvis og Beatles og tænke, hvad var det dog for et mediehysteri de havde gang i, dengang i det tyvende århundrede? Måske vil vi fremover opleve, at der vil være langt flere musikere, pga. de teknologiske muligheder, men kun ganske få vil opnå stor berømmelse. Det i sig selv kan være positivt, hvilket bl.a. Moby har snakket en del om, men det der jo vil gå tabt i en sådan udvikling er fornemmelsen af et større fællesskab omkring en musikkultur.

Jean Michel Jarre: Ja.

Ras Bolding: Og noget af det fascinerende ved musik er jo dens evne til at samle mennesker. Til din koncert i går oplevede vi alle at møde mennesker, som vi ikke havde set i nogle år, og så går snakken jo – hvad lytter du til for tiden, hvordan går det med din egen musik, har du været ude at spille på det seneste – musik samler mennesker, og det ville være trist, hvis det fællesskab forsvandt.

Jean Michel Jarre: Ja, helt bestemt! Nu vi taler koncerter, jeg er meget imponeret over den bog, du var med til at lave om min koncert i Marokko, Signe.

Signe Zacchi: Vi måtte lave den i vores fritid, vi har jo arbejde ved siden af, og vi var også nødt til at tage hensyn til, at der måtte ikke gå for lang tid efter koncerten. Så ville interessen dale.

Jean Michel Jarre: Netop derfor er jeg meget imponeret over kvaliteten og indsatsen. Jeg håber i øvrigt, indenfor en overkommelig fremtid, at kunne udsende en dvd med uddrag fra mine forskellige koncerter op gennem tiden, hvor jeg også fortæller historier om mine forskellige oplevelser med de shows, også ting som folk ikke ved – hvad skete der egentlig omkring Docklands, etc.

Signe Zacchi: Det lyder som en god idé, også for folk som måske ikke er hardcore-fans og har det hele i forvejen.

Jean Michel Jarre: Ja.

Signe Zacchi: Vi vil også gerne give dig lidt konstruktiv kritik. Jeg synes det er rigtig godt, at du har fået dig en blog. Jeg talte også med en journalist fra Politiken, som var helt enig. Du bør fortsætte med den.

Henrik Gilvad: Også efter turnéen. Skrive forskellige ting og sager.

Signe Zacchi: Du ved, skrive lidt om hvilke bøger du læser for tiden, hvad for musik du lytter til.

Jean Michel Jarre: Det er lige netop hvad jeg har tænkt mig.

Signe Zacchi: Jeg betragter mig selv som fan, jeg kender en del til dine projekter, men jeg har ofte svært ved at finde de rette informationer på nettet fordi det hele er spredt ud over forskellige websites, og sådan har det været i årevis.

Jean Michel Jarre: Hvad vil du foreslå for at forbedre situationen?

Signe Zacchi: Du bør samle informationen på ét website, på www.jeanmicheljarre.com, og så bør du rette de fejl, der er på den side.

Jean Michel Jarre: Problemet er, at når man underskriver kontrakt med et stort pladeselskab, så giver man dem også lov til at markedsføre ens interesser på nettet; de tænker jo globalt, men ved måske i virkeligheden ikke hvad det der globalt vil sige. Samtidig findes der også en masse fans på nettet, som spreder mærkelige rygter, der ikke er til at stole på.

Jacob Gunness: Ja, folk går til de upålidelige kilder.

Signe Zacchi: Vi tør godt skrive kritik på vores website, men det er på dansk, så det opdager du alligevel aldrig.

Jean Michel Jarre: Ja, og det er netop min pointe – der burde laves noget, der er mere seriøst, for Jean Michel Jarre på nettet i dag er kun en lille procentdel af hvad det burde være. Men samtidig er fælden jo, at man kan ende med at bruge en frygtelig masse tid på at skrive blogs, lægge nyheder op, engagere sig. Så sender man et billede fra sit hotelrum, men det vil ikke rigtig virke. Den slags. Jeg har brug for at samarbejde med folk om projektet, folk, der er artikulerede, konstruktive, som ikke kun kan udpege fejl, men også komme med løsningsmodeller. Jeg har ikke tiden til at gøre det alene.

Ras Bolding: Nej, du skal fokusere på musikken.

Jean Michel Jarre: Ja, og der er alle mulige andre ting også. Men det er frustrerende, for mange kunstnere ender i den situation, hvor deres præsentation på nettet ikke er noget nær så god som den kunne være.

Signe Zacchi: Og der er jo høje forventninger til dig, netop fordi du er Jean Michel Jarre, teknologiens Godfather.

Jean Michel Jarre: Ja, og det er netop derfor jeg har brug for input, så der kan laves et officielt website, som både er pålideligt og seriøst. Mit nuværende officielle website, www.jeanmicheljarre.com, er ejet af EMI, og skal jeg være helt ærlig, så har det overhovedet ikke min interesse, det er som et projekt jeg slet ikke har del i. Og jeg ved dybest set godt, at sådan burde jeg ikke tænke.

Jacob Gunness: Nej, for folk kender jo ikke historien bag, når de bare besøger siden.

Jean Michel Jarre: Nej, men alle kunstnere på store selskaber har den slags problemer, for de store selskaber roder jo med investeringer i olie, fastfood-kæder, noget, som slet ikke har med musik at gøre.

Signe Zacchi: Hvad med sådan noget som Peter Gabriels Real World-selskab – hvorfor ikke slå pjalterne sammen med ham?

Jacob Gunness: Vi kan godt lide Peter Gabriel, du burde samarbejde med ham.

Jean Michel Jarre: Jeg holder meget af Peter Gabriel og kan godt lide det, han laver, men han har også sine problemer med Real World.

Ras Bolding: Sagen er vel den, at de store selskaber nok er onde, men det er dem, der sidder på PR-maskineriet.

Jean Michel Jarre: De er ikke som sådan onde, de er bare desperate fordi de er ved at uddø. Der er mange unge idealister også hos de store selskaber, som arbejder hårdt for at få tingene til at fungere for kunstnerne, men de presses ovenfra af de gamle hoveder i Miami, der sidder og styrer verden fra deres telefoner og spiller Matador med os alle. Det gør det svært for de unge at udvikle en ordentlig musikkultur, for de får hele tiden tudet ørene fulde om, at de skal tænke globalt, sælge mere merchandise, administrere koncertforløb. Og når man så snakker med de der magtfulde ledere, der er ansvarlige for multimedia-afdelingerne, så nisser de rundt med deres store hoveder og aner ikke engang hvordan de installerer internet på deres kontor – man ved ikke om man skal grine eller græde – for når man underskriver sin kontrakt, så giver man jo netop disse folk ret til at tage sig af sådan noget som www.jeanmicheljarre.com. Så vil jeg hellere lave et website, der virkelig er mig, som er mit talerør, og det kan de så linke til fra pladeselskabets side. Egentlig ikke for at luske rundt bag deres ryg, men faktisk for at hjælpe dem.

Ras Bolding: Det tyske avantgarde punkband Einstürzende Neubauten har gennem de senere år opbygget et meget personligt webprojekt, hvor folk kunne abonnere og få adgang til dele af siden, hvor bandet arbejdede på ny musik. Så kunne folk følge med via webcam, komme med idéer, der blev jævnligt arrangeret webchats mellem musikere og fans, ja, der blev sågar arrangeret en koncert for sidens abonnenter. Det har fungeret virkelig godt for Einstürzende Neubauten, for når folk besøgte siden, så indså de netop, at de ikke snakkede med en ansat et eller andet sted i kæden hos et stort selskab, men gruppens medlemmer. Og du kunne måske overveje noget lignende, benytte nettet til den der lidt mere personlige kontakt, således at folk får en oplevelse af, at det ér Jean Michel Jarre, der er direkte involveret i projektet, og ikke en smart fyr fra Miami, der hilser og siger, at Jean Michel har det godt og solen skinner - køb flere albums!

Jean Michel Jarre: Ja.

Ras Bolding: Folk som har fulgt dig i årevis ville elske det personlige engagement, hvis nu de vidste, at næste uge er der webchat med Jean Michel, eller med en af dine musikere som Francis Rimbert, den slags.

Jean Michel Jarre: Afgjort.

Jacob Gunness: Du er godt i gang med bloggen, så skal du bare udvide horisonten.

Signe Zacchi: Vi har lige et tvivlsomt spørgsmål…

Ras Bolding: Vi vil gerne vide: hvad skete der egentlig med Samuel Hobo?

Jacob Gunness: Eksisterede han nogensinde? Ingen ved tilsyneladende noget som helst om ham.

Jean Michel Jarre: Ingen anelse om hvad, der er sket med ham, men han eksisterer rent faktisk. Han var egentlig slet ikke musiker, havde ikke med musikmiljøet at gøre.

Ras Bolding: Og det kan man godt høre.

Jean Michel Jarre: Han arbejdede med arkitektur og design, og han havde denne helt vanvittige stemme, og da jeg hørte den, sagde jeg til ham, at vi burde lave et eller andet gakket sammen. Vi fandt på navnet Samuel Hobo, sådan hed han ikke rigtigt – jeg kan faktisk ikke huske hans rigtige navn, men det kan jeg sikkert godt grave frem. Vi har dog mistet kontakten.

Ras Bolding: Men det er lidt sjovt, for de to numre stammer fra 1972, det er før Autobahn, men musikalsk er det en slags electroclash, electropunk, lo-fi Le Tigre.

Jean Michel Jarre: Ja, det er rigtigt.

Ras Bolding: Jeg synes det er lidt imponerende – det er jo sådan noget, der sker på electropunk-scenen i dag; måske lige minus Samuels stemme – desværre.

Jean Michel Jarre: Jeg er enig. Det var meget anderledes og ganske interessant.

Signe Zacchi: Men vi var jo egentlig i gang med at give dig konstruktiv kritik. Vi talte lidt om Oxygene 12 i går.

Ras Bolding: Ja, noget gik galt; du var ude af sync med resten af musikken – det lød lidt som et MIDI latency problem, men det kan næppe have været tilfældet med dette analoge set-up.

Henrik Gilvad: Monitorproblem, måske?

Jean Michel Jarre: Ja, jeg havde store problemer med min øremonitor under Oxygene 12 i går, så der opstod denne forsinkelse. Jeg har haft et lignende problem til en af de tidligere koncerter under turnéen, så det skal vi lige se nærmere på til lydprøven her senere i dag.

Ras Bolding: Det er fedt, at det er så live, og at I improviserer så meget, men det kunne måske være sjovt, under de improviserede passager, at inkludere en analog trommemaskine, hvis du har en sådan med på turnéen, og improvisere med den også.

Jean Michel Jarre: Jeg er meget enig, men grunden til, at jeg har valgt netop ikke at gøre det er fordi jeg med dette projekt har ønsket, at bevare den helt specielle Oxygene-ånd i lydbilledet. Men det er en idé jeg gerne vil arbejde mere med på mit kommende album, og jeg vil faktisk også gerne begynde arbejdet på det nye album allerede mens jeg er på turné, hvis ellers tiden tillader det, og måske gå til projektet mere som et rockband, altså sammen med de tre andre musikere. Udvikle nogle demoer, som kan være klar til efter turnéen, og så i studiet et par måneder. Jeg vil gerne prøve at gøre det forholdsvist hurtigt, og bl.a. arbejde med nogle af de idéer, du er inde på, såsom at improvisere med trommemaskiner. Jeg vil forsøge at forene min nyvundne kærlighed til de analoge synthesizere med beats og rytmik, og ideelt vil jeg gerne gå til trommemaskinerne lidt på samme måde som jeg går til de analoge synthesizere. Jeg mødtes med Elektron, det svenske firma, i går, for netop at se på en af deres trommemaskiner, som jeg gerne vil involvere på det kommende album.

Ras Bolding: Ja, de lavede en synthesizer baseret på SID-chippen fra Commodore 64.

Jean Michel Jarre: Ja, netop.

Signe Zacchi: Noget, som mange har påpeget og rost i forbindelse med disse koncerter er, at det er så live, med improvisationer.

Jean Michel Jarre: Ja, det kan jeg tillade mig med dette projekt. Det er sværere med gigantkoncerterne, hvor alt er timet og tilrettelagt og bare ikke må gå galt, men jeg vil gerne finde en løsning, så jeg kan bevare den mere legende live-tilgang, også ved de store shows.

Henrik Gilvad: Ja, energien er meget bedre på den måde.

Jean Michel Jarre: Alt er jo ProTools i dag, fra Daft Punk til Madonna. Jeg vil gerne give et frisk pust og arbejde videre med den slags idéer på kommende projekter.

Ras Bolding: På Klub Golem, vores lokale goth/synth klub, har vi det simpelthen som fast regel. Det er helt fint med sequencere, backing tracks, etc., men musikerne skal gøre en reel musikalsk forskel på scenen.

Jean Michel Jarre: Ja, helt enig, ellers er man bare en fjollet Mickey Mouse.

Signe Zacchi: Hvad med sådan noget som lysshow – er det statisk, eller laver I om på det undervejs i turnéen?

Jean Michel Jarre: Vi laver små justeringer hele tiden; vi skal have set på det i dag, for i går var der lige lovlig meget pink under Oxygene 12.

Jacob Gunness: Tak! Jeg hader pink, jeg har en datter, du ved. Så jeg ser frem til, at det bliver ændret.

Ras Bolding: Jeg havde pink hår indtil for et par dage siden, men jeg syntes lasergrønt var det rette valg til denne sammenhæng.

Signe Zacchi: Du har da også selv haft pink hår for nogle år siden, Jean Michel.

Jean Michel Jarre: Ja, netop. Ligesom Ras kan jeg godt lide pink, men måske ikke i alle situationer, og vi prøver hele tiden at justere og forbedre ting under turnéen, men det tager tid og koster penge, for så skal folk arbejde overtid fordi jeg skifter mening omkring det ene eller det andet.

Signe Zacchi: Jeg lavede interview med Michel Granger til www.magneticfields.dk, han skabte jo det maleri, der blev til coveret på Oxygene – hvorfor ikke benytte dette oprindelige maleri?

Jean Michel Jarre: Jeg ville gerne præsentere det på en mere nutidig facon, så jeg fik lavet en animation, hvor publikum trækkes med ind i kraniet. Jeg mente ikke, at akvarel var den rette visuelle løsning denne gang.

Jacob Gunness: Jeg tænkte, at du måske kunne introducere jordkloden med kraniet tidligere under koncerten. Det dukker først op relativt sent, men det jo i høj grad det billede, folk forbinder med musikken.

Jean Michel Jarre: Ja, men jeg kan egentlig godt lide, at der går så længe. Det er naturligvis en smagssag, men jeg kan lide, at der er den udvikling fra noget meget minimalistisk og åbent, som folk måske ikke helt ved, hvad de skal stille op med.

Signe Zacchi: Vi talte også om dit ekstranummer – du spiller Oxygene 13, men måske noget mere livligt kunne komme på tale? Vintage fra Teo & Tea, måske, eller der det helt umuligt? Equinoxe IV eller V? Arpegiator?

Jacob Gunness: Overrask folk lidt. Så ser de også allerede frem til næste turné.

Ras Bolding: Eller du kunne måske prøve Oxygene 7 eller 10, hvis du vil blive i Oxygene-universet.

Jean Michel Jarre: Vi forsøgte Vintage, men den er lydmæssigt for langt fra Oxygene, og Oxygene 7 og 10 har ikke helt den samme analoge klang heller, der er noget halvfemserlyd i dem.

Henrik Gilvad: Eller Equinoxe – den ligger lydmæssigt tættere på Oxygene. Eller Freedom Day, sammen med Samuel Hobo – den er da analog.

Jean Michel Jarre: Dén er analog! Men hele turnéen er blevet til på kort tid, og rettet til undervejs. Da vi spillede i Marigny, sluttede vi af med Oxygene 12, og det fungerede fint, men koncerten var lige en anelse for kort.

Jacob Gunness: Men er det ikke også meget sjovt for dig, sådan at kunne ændre på tingene undervejs? Det har du jo ikke på samme måde mulighed for med de store koncerter.

Jean Michel Jarre: Jo, men samtidig må jeg jo være ærlig og sige, at inde i mit eget hoved er jeg faktisk i gang med de kommende projekter, som vi har talt lidt om allerede. Jeg overvejer at færdiggøre det nye album over sommeren og så videreudvikle turnéen til efteråret og præsentere de nye numre samt lidt ’greatest hits’. Pink Floyd slap godt fra, at præsentere en koncert delt op i et par halvlege på den måde.

Ras Bolding: Human League har også gjort det for nylig, hvor de åbnede deres koncerter med at opføre hele Dare, for så bagefter at blande lidt fra resten af karrieren.

Jean Michel Jarre: Ja, det er rigtigt, og det virkede.

Ras Bolding: Det er en interessant udvikling, også set i lyset af vores snak om devalueringen af musik tidligere, for her fokuseres jo på albummet som et samlet værk.

Signe Zacchi: Lidt som i en klassisk tradition.

Jean Michel Jarre: Ja, det er sandt. Men nu må jeg løbe, jeg har en del at se til inden aftenens koncert. Jeg vil gerne have lov til at sige tak for en interessant og konstruktiv snak, også den konstruktive kritik, for den kan jeg virkelig bruge til noget.