Ras Bolding: Fortællinger fra frontlinjen
Dato: 27/03/2007


Fredag d. 2. marts skulle jeg have optrådt i Ungdomshuset på Jagtvej 69, til et arrangement med andre undergrundsmusikere, der i den senere tid er blevet spillet i husets berømmelige Piratradio. Det blev, som bekendt, ikke til noget – og undskyld til de, der måtte have haft interesse. Men lad dette være en advarsel til det ganske lands mange spillesteder: aflys ikke mine koncerter – se bare hvad det kan føre til!

Lad det være sagt med det samme; jeg har deltaget i de aktioner og demonstrationer i København, der fulgte efter rydningen af Ungdomshuset, og ikke på politiets side. Kan man ikke på nogen måde acceptere et sådant standpunkt, så kan man godt allerede med det samme hellige sig et boligprogram på TV eller klikke sig frem til en anmeldelse af endnu en harmløs indiepop-udgivelse et sted på nettet i stedet. Dog vil jeg nu alligevel anbefale, at man læser videre, for det er altid værd, at høre historierne fra nogen, der rent faktisk var til stede og ikke bare var til stede bag et kamera.

Historien bag Ungdomshuset på Nørrebro burde være kendt af de fleste nu, men lad mig alligevel ridse de væsentlige træk op fra begyndelsen af firserne og frem til i dag, ganske kort, for selvom det kan være kedeligt med en smule historietime, så er husets historie, forankret i firsernes BZ-kampe, væsentlig for at nå til forståelse af det, der er sket på Nørrebro.

I 1982 køber Københavns Kommune huset på adressen Jagtvej 69 af folkemusikgruppen Tingluti, og overdrager efterfølgende brugsretten til en i øvrigt ikke nærmere defineret gruppe af unge med rødder i punk- og BZ-miljøet. Daværende overborgmester, socialdemokraten Egon Weidekamp, udtaler i den forbindelse de berømmelige og skæbnesvangre ord til BT; ’De får et hus, og vi får fred.’ Med tiden udvikler huset sig til et samlingspunkt for alternative kulturformer og slår også sit navn fast som spillested med kunstnere som Einstürzende Neubauten, Nick Cave og Sugarcubes. Ja, sågar Green Day har optrådt i Ungdomshuset dengang de, undskyld den let arrogante tone, stadig var et punkband. Folkekøkken, teateraktiviteter og bogcafé bliver det også til, og da en brand raserer huset i 1996 og kommunen truer med at rive bygningen ned på den baggrund, tager brugerne selv fat og renoverer Ungeren efter bedste evne.

I 1999 beslutter kommunen sig så alligevel, med den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i spidsen, for at sætte huset til salg. Fonden til fremme af blivende økologisk balance byder på bygningen, men kommunen ønsker ikke at sælge huset til den side, og godt et år senere melder Faderhuset sig på banen, med et bud på 2.2 mio. kr. Faderhuset er en fundamentalistisk kristen sekt, der bl.a. prædiker mod homoseksualitet, mod Islam og mod Darwins lære – borgerrepræsentationen vælger ikke at sælge Ungdomshuset til sekten. Senere samme år, 16. november 2000, byder aktieselskabet Human A/S på huset, og kommunen beslutter sig for denne gang at sælge. Allerede i 2001 sælger Human A/S alle sine aktier til Faderhuset, der nu pludselig står som de reelle ejere af Ungdomshuset, hvis brugere af sekten betragtes som dæmoner. Faderhusets åndelige leder Ruth Evensen udtaler ved flere lejligheder, bl.a. til dagbladet Information d. 18. oktober 2001, at Gud bad hende købe Ungdomshuset, og hun støtter ligeledes den mediehungrende fanatiker Moses Hansen, da han i 2002 gennemfører en march mod Islam på Nørrebro, og ved den lejlighed beskriver selv samme religiøse orientering som ’Satans ånd’. Der dukker efterfølgende flere af hinanden uafhængige historier op i pressen omkring hjernevask, økonomisk udnyttelse og psykisk terror i forbindelse med Ruth Evensens ledelse af Faderhuset. På årets sidste dag i 2001 forsøger repræsentanter fra sekten at tiltvinge sig ret til ejendommen, men bliver, korporligt, smidt på porten af husets brugere.

Faderhuset stævner efterfølgende Ungdomshuset i 2003 og retten går sin gang. Københavns Byret afsiger første dom i 2004 og forlanger, at de unge forlader huset, at brugsretten er ophørt, slet og ret. Brugerne, der føler sig snydt fordi de i 1982 fik overdraget selv samme brugsret, anker sagen til Landsretten, og to år senere, d. 28. august 2006, stadfæster denne byrettens dom. Ungdomshuset forsøger som sidste udvej at anke til Højesteret, men sagen tages ikke op, og de juridiske løsningsmuligheder synes så godt som udtømte.

Fonden Jagtvej 69 melder sig nu med en mulig løsning, der i stedet for at gå rettens vej forsøger sig med tilbud om at købe Ungdomshuset tilbage fra Faderhuset. Fonden skaffer penge via private donationer og byder 5 mio. kr. for huset, men Ruth Evensen nægter at sælge. Ej heller da beløbet senere stiger til 13 mio. kr. plus yderligere 2 mio. kr. til renovation og der samtidig lyder råd om salg fra både politidirektør Hanne Bech Nielsen og den socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard, der frygter for uroligheder, hvis politiet ender med at skulle storme Ungdomshuet, er Faderhuset til at stikke i. Ruth Evensen finder i stedet den letkøbte retorik frem og sammenligner Ungdomshusets metoder med terrorisme. Huset svarer igen med at skrue op for de velkendte anarkistiske og autonome idealer; der arrangeres spontane demonstrationer og husets Piratradio begynder at byde på flere og flere sange fra danske undergrundskunstnere, der inspirerer til modstand. Alle fornemmer at det ender med et brag, og d. 16. december kommer opvarmningsbandet på scenen, så at sige. En demonstration i København udvikler sig til gadekampe og civil ulydighed på Nørrebro; gader står i brand og 273 anholdes i forbindelse med episoden, heraf flere udlændinge. Hvis det er stilhed før stormen, så frygter de fleste stormen, og politiet må da også udsætte en egentlig rydning af Ungdomshuset til efter årsskiftet, vel vidende, at det bliver en opgave, der kræver ikke bare god planlægning, men også mandskab fra det meste af landet.

Og d. 1. marts skete det så. Jeg havde øvet hele natten til min forestående koncert i huset og således kun fået små to timers søvn, da en veninde ringede mig op og fortalte, at de var gået i gang med at rydde Ungdomshuset. Med det, der på TV kaldtes for ’militær præcision’, havde politiet stormet og ryddet bygningen for nogle få unge på stort set ingen tid. Efter senere at have konstateret med arrangørerne, at vi valgte at aflyse koncertarrangementet, da det ikke virkede realistisk, at finde nyt sted med så kort varsel og under de omstændigheder, besluttede jeg mig for at springe på et tog til København for at deltage i aftenens og de følgende dages demonstrationer.

Mit udgangspunkt for deltagelse var ikke-voldeligt, sådan forstået, at jeg havde ingen intention om at kaste sten efter eller på anden måde øve vold mod politifolk. Samtidig var jeg dog indstillet på at udøve civil ulydighed, såsom at deltage i ikke anmeldte demonstrationer, brandblokader, etc., dog uden at ødelægge uskyldige menneskers ejendele i processen. Som så mange andre synes jeg bestemt også, at det er synd for de mennesker, der helt uden at have taget del i konflikten får brændt deres biler af (til tider af folk, der egentlig heller ikke har taget videre del i konflikten, men bare synes det er sjovt at stikke ild til biler), også selvom kaskoforsikringen dækker, og selvom fire ud af fem, ifølge nyhedsdækningen på TV-Lorry, i øvrigt har en sådan. Jeg synes stadig det er synd for den sidste femtedel. Men jeg var altså, da jeg tog af sted, helt klar over, at jeg godt kunne komme til at befinde mig i situationer, der kunne føre til anholdelse. Ydermere må jeg sige, at selvom jeg ikke kastede brosten eller satte ild til folks biler, så forstår jeg godt den vrede, der ligger bag disse handlinger, jeg forstår godt, at folk føler sig snydt – de har fået en gave, som pludselig er blevet solgt bag deres ryg, og ikke bare solgt, men solgt til en sekt, der indædt hader det anarkistiske frisind og den ukuelige dyrkelse af multikultur, som Ungdomshuset altid har stået for, selv på trods af de fanatikere, der også gennem tiderne har haft deres gang i huset. Her er dybest set tale om grupper i samfundet, der allerede er marginaliserede og som i det daglige møder intolerancen i hverdagen fordi de ser anderledes ud, lytter til anderledes musik og dyrker anderledes interesser, det er folk, der har oplevet forskelsbehandling i skolerne fordi de går anderledes klædt, som ikke har kunnet finde arbejde fordi de har piercinger, eller som måske ligefrem er blevet overfaldet på gaden af samme grund. Og tro mig, der skal ofte ikke særlig meget til at vække Familien Danmarks iboende intolerance; lidt mørk eyeliner og blåt hår er typisk mere end rigeligt. Og så kan det hurtigt komme til at klinge meget hult, når politiker på politiker holder endeløse religiøse tirader om demokratiets fortræffeligheder. Sagen om Ungdomshuset har sendt et klart signal til en del mennesker om, at demokrati er stadig ikke for alle, at løfter er til for at blive brudt, og netop derfor reagerer man som man gør. Netop derfor bliver det voldsomt. Personligt synes jeg det er en sund reaktion og jeg ville først være rigtig bekymret og desillusioneret, hvis jeg havde stået ganske alene på Nørrebro. Sund er denne konflikt måske også på en anden måde, for den kan muligvis være med til at få danskernes øjne op for hvad kamp og konflikt er for størrelser. Se på Nørrebro nætterne efter rydningen af Ungdomshuset og gang det med faktor fem-ti stykker, så har man nok sådan omtrent den situation vi har været med til at skabe i Irak. Pointen er den simple men ofte oversete, at trods den ’militære præcision’, så bliver det altid grimt når først kampene går i gang. Æg og omelet, I ved. Og set i dét lys har jeg lidt svært ved at græde voldsomt mange tårer over en udbrændt bil – undskyld kære bilejere, men jeg tror budskabet er rimelig klart.

Det blev til nogle lange dage og nætter, hvor man fik gået en del og løbet temmelig stærkt også, fra tid til anden – tåregas har nu engang den effekt. Men det var betryggende at se, at så mange var dukket op, også til de fredelige demonstrationer, der igen og igen samlede masser af deltagende, bl.a. på Rådhuspladsen d. 3. marts, hvor der var flere tusinde til stede. Sørgeligt nok faldt det sammen med det, der vel knap kan kaldes royalt bryllup, men det var måske også godt det samme, for TV vil alligevel helst vise brand og brosten – det er jo det danskeren i sofaen venter på. Jeg håber I kunne lide vores show; jeg slugte en del tåregas for jeres underholdnings skyld. Og bare rolig, reklameblokkene er tilbage om lidt. Det har ofte heddet, at demonstranterne blot er forkælede møgunger, der bare vil have og have - et synspunkt der, for alle vi, der var til stede, må synes absurd på grænsen til det latterfremkaldende. Hvis man er en spinkel punkpige på femten, og er parat til at gå frem mod politi, der kommer fræsende med tåregasgranater og hollændervogne, vel vidende, at vognene bestemt ikke altid holder tilbage (og bare lige for at få juraen på plads; beder politiet dig om at flytte dig, så må de anholde dig, hvis du nægter, de må naturligvis ikke påkøre dig – det er den slags man gør, hvis man hedder Jonni Hansen), så er man bestemt ikke forkælet. Så er man desperat. Og modig. Og mod var der nok af blandt Ungdomshusets sympatisører – til tider overmod, som da man hele fredag d. 2 marts igennem, i miljøet, havde talt om, at ved midnat generobrede vi huset. Det lød som noget, man ikke burde gå glip af, og spændt fulgte jeg med demonstrationen til Skt. Hans Torv, hvor det hele udviklede sig til gadefest med musik og dans. Politiet dukkede op fra alle sider med deres blå lysshow og fra diskoteksvognen kundgjorde man, at nu skulle det være, nu tog vi Ungeren igen. Alle følger den grønne fane! Den grønne fane? Her troede man, at der var udtænkt sindrige strategiske planer til generobring - noget med snigveje gennem kloakker, kapring af TV2-helikopter eller andet i den dur, men nej, vi følger da bare den grønne fane og moser os vej gennem kødrækken af kampklædte betjente og hollændervogne. Slet ikke nogen god plan, men i særdeleshed…frisk! Det er vist det ord, der bedst beskriver det. Der var i øvrigt slet ikke nogen grøn fane og Ungdomshuset blev i øvrigt ikke generobret. Til gengæld var der masser af gas og snart også brandblokader op og ned ad Nørrebrogade og i flere sidegader. Politiets vogne blev forsinket af disse og af væltede containere og biler skubbet ud på gaden, og det betød, at urolighederne trak ud det meste af natten. ’Vores hold’ fik ligeledes ram på en af hollændervognene – vi så vraget og den sorte røgsky og forestillede os noget i retning af Luke Skywalker med hættetrøje, der måtte have ramt den vitale affaldsskakt med en velplaceret laserbrosten. Selvom det hele naturligvis var alvorligt og i perioder ligeledes farligt, så var det samtidig svært ikke også at betragte forestillingen med en vis fornemmelse for galgenhumor. Men jeg har på fornemmelsen, at betjentene alligevel ikke helt satte pris på omkvædet fra Kliche-klassikeren Militskvinder (det med uniformerne); i hvert fald stoppede, visiterede og fotograferede de mig umiddelbart efter – og det var jo egentlig rart at få konstateret, at bare fordi sangen er røget på Dumme-Brians kanon, så har den endnu ikke mistet sin subversive effekt.

Netop husets betydning for undergrundens mange musikscener var også tydelig de dage og nætter; jeg mødte flere ’kolleger’ undervejs; blev gasset med Danni Storm, forsangeren fra punkgruppen Under Al Kritik, gik i demonstration med bhangracore Kid Kishore, pustede ud efter flugt fra hollændervogne med electronica-artisten Teppop og stoppet at politiet med goth-DJ Rasmus Berlin. Det er meget sigende, at undergrundsmusikerne var til stede for at kæmpe for det hus og det symbol, der igennem flere år, har kæmpet for netop undergrundens musik og som har haft en væsentlig betydning på den samlede danske musikscene. Det er bestemt mere end meget muligt, at mange af de musikere, der gennem tiderne har optrådt i Ungdomshuset må gå under den betegnelse, der på de bonede gulve i kulturministeriet kaldes særdeles smalle (lad os give de støttekroner til bekæmpelse af doping i stedet), men det behøver jo for det første ikke nødvendigvis at gøre musikken mindre interessant og for det andet, så er det vel efterhånden et af det lovpriste demokratiets ti bud, at man også skal give plads til minoriteter. Jeg vil helst ikke hive klichéer om autenticitet op fra posen, af frygt for at lyde som en parodi på rockanmelder, men jeg tror I fornemmer hvad jeg mener.

Når røgen så engang har lagt sig og man enten har fundet en løsning eller bare har tabt en vital del af Københavns alternative kultur på gulvet, så kan man gå i gang med at regne på udgifterne. Jeg tror det bliver en dyr fest med det hele – oprydning og udbedring af de talrige skader, processer mod anklagede, fængslinger og erstatninger, lønninger til politi på overarbejde, etc. Og her tænker jeg ikke kun på de  uroligheder, der opstod efter rydningen af Ungdomshuset, men også på d. 16. december og tidligere. Mon ikke, når alle disse udgifter lægges sammen, at det ville have været billigere bare at købe et hus fra kommunen helt fra begyndelsen af, Ritt? Nuvel, man vil ikke give efter for trusler, lyder modsvaret, og man må da i hvert fald sige, at om ikke andet, så giver sådan et argument et billede af vi, der støtter Ungdomshuset som nogle satans karle (ja, Ruth, ordspillet er bevidst) – mener man virkelig, at en flok punkere og autonome og deres krav om et spille- og værested udgør en reel trussel mod København? Hvis jeg var uddannet politibetjent, så ville jeg være en smule fornærmet over den udmelding fra politikernes side. Og vi andre kan så undre os over hvorfor man fra regeringens, dennes og de forriges, side igen og igen er parat til at give efter for A. P. Møller, når der forhandles efter en såre simpel, men såre effektiv strategi, der hedder, ’lav jeres lovforslag om, ellers flytter vi bare til Asien – bah!’ – jeg skulle mene, at det er en trussel, der slår væsentligt hårdere end et par brosten, men det er jo nok også sagens kerne; der findes trusler og trusler. Summa summarum, så må det i hvert fald konkluderes, at den danske velfærdsstat er gået temmelig langt for at Ruth Evensen endelig kunne få sin første orgasme – som hun så rammende udtrykte det i Politiken d. 1. marts da huset skulle stormes; ’det kilder lidt i maven’ – ja, Ruth, det gør den slags jo, men husk nu på, at det er en synd, og du kommer til at brænde i Helvede for det.