Ras Bolding: Felix Kubin interview, 2006 
Dato: 13/01/2007


I forbindelse med Phono Festivalen hev jeg fat i et af de to tyske hovednavne, Felix Kubin, med henblik på interview – det ville næsten være synd, at lade chancen gå forbi. Det er, trods alt, ikke så tit, at manden gæster Danmark. Kubin er en veltalende og engageret herre, og samtidig et fint bevis på, at det ikke er helt sandt, at tyskere er uden humor.

Ras: De fleste danskere vil nok endnu ikke nikke genkendende til navnet Felix Kubin – hvordan vil du beskrive dig selv musikalsk, hvad er din baggrund?

Felix: Blah: Min baggrund; sort hår, røde øjne, gyldne fingre og en anelse sølvånde. Jeg føler mig som tysk musiker, også selvom jeg ofte føler, at jeg ikke forstår tyskerne og at de heller ikke forstår mig. Jeg har mere publikum udenfor Tyskland. Lad mig begynde med forskellene mig og den tyske ånd imellem: jeg arbejder ikke deklamatorisk. Mange berømte tyske værker indenfor kunst og musik er deklamatoriske. Jeg fortrækker humor, overraskelse, positive aggressioner. Punkånden. Berlin i tyverne. Kaestner, Tucholsky, surrealisterne, hypnotiske forfattere. Men også afvigere som Kinski, Rolf-Dieter Brinkmann (en fremragende tysk forfatter, som eksperimenterede med stoffer, ord, formater såvel som båndmaskiner; han lavede støjmusik i 1975, der kunne lyde som Schimpfluch i 1990), dokumentarinstruktøren Eberhard Fechner. Jeg lytter også til en del moderne klassisk musik; Bartok, tidlig Stravinsky, Ligeti, Varése, Ferrari, Nono, Lucier, mindre kendte båndkomponister som Tom Dissevelt, Kid Baltan, Raymond Scott, moderne ungarsk musik, finsk snemusik, futuristisk køkkenmusik. Du finder en del af den samme ånd i de tidlige firseres Neue Deutsche Welle. Man taler om Neue Deutsche Welle, men begrebet er tomt. Det, der i virkeligheden var spændende var, at tyskerne på dette tidspunkt ikke opførte sig som programmerede hormoner men derimod arbejdede målrettet med at definere deres stil individuelt. For mig var det en fantastisk periode, hvor man afsøgte grænserne indenfor pop, dilettantisme, format og lyd, men jeg er ikke som sådan nostalgiker. Der er bare visse former for æstetik jeg brænder for, og de optræder i specifikke perioder, 1910 – 1930, tresserne, 1979 – 1985, 1992 – 1995, etc. Jeg kan godt lide Atomium-bygningen i Bruxelles, ikke fordi den ser ’spacey’ ud, men fordi det er den største kirke, jeg har oplevet.

Ras: Din musik synes at bevæge sig et sted mellem new wave og electronica, med spor af både pop, punk og det eksperimenterende; hvad er dine inspirationskilder, både musikalsk og i al almindelighed?

Felix: Det har jeg næsten allerede været inde på. Jeg kan både lide såkaldt akademisk musik og såkaldt pop, så længe det ikke er restaurantmuzak eller kedelig, abstrakt lyddekoration. Her på det seneste har jeg skrevet mere og mere. Jeg arbejder også sammen med en del moderne kammerorkestre, ren avant-garde (hvilket, i mine øjne, i bedste fald er at sammenligne med præ-udløsning, men nogle gange trænger vi også til egentlig udløsning). I går besøgte jeg Hamburgs bedste og mindste klub, The Golden Pudel Club. Min kæreste havde præmiere på sit show, Ritual Kanibalski og alle hendes polske (katolske!) venner strippede til tonerne af middelmådige electrorytmer. Men synergieffekten var rigtig god. Understøttede musikken deres handlinger eller omvendt? Kvalitet afhænger ofte af vores oplevelsesramme, i mødet med det uventede.

Ras: Der er en humoristisk sans til stede i din musik, sågar i instrumentalnumrene, som jeg ofte savner i megen nyere electronica – er det noget du er opmærksom på, når du arbejder?

Felix: Det er ikke noget jeg lægger mærke til og det er ikke hovedaspektet i det, jeg laver. Lad os undlade at tale om det. Humor er som et varsomt lille dyr – hvis du kommer til at støje mens du betragter det, så løber det sin vej.

Ras: Jeg fornemmer også en stærkere tro på melodiske aspekter i din musik end man finder hos meget af det, der foregår på den aktuelle electronicascene; på den måde kan man måske sige, at du snarere relaterer til electropoppen – er du enig?

Felix: Ja. Jeg holder af melodier, også de skæve og mærkelige af slagsen. Dele af den engelske elektroniske musik går for meget op i rytmer og imponerende lyde. Det er grunden til, at drum’n’bass lød hult til sidst. Det er energisk, men som en bil uden landskab. Lidt som at fortælle en masse vittigheder, der dybest set ikke er sjove (så kom jeg alligevel ind på det). De fleste melodier er blevet brugt igen og igen; er der overhovedet nye melodier tilbage? Og så alligevel; som jeg var inde på før, så er konteksten af betydning, og det er altid sjovt at bryde grænser. Nogle gange er det befriende, at ødelægge, som modgift i forhold til melodisk valium. Jeg kan godt lide at kombinere melodier med mærkelige lyde, men jeg har også eksperimenteret med lyd udover det melodiske og det harmoniske, sågar udover de etablerede grænser for hvad man kalder musik. Og det vil jeg også gøre igen. Jeg ser al slags musik som planter, man kan beskue. Jeg er en ret neutral beskuer. Men ofte kommer de bedste og mest friske bud fra undergrunden, og derfor sværger jeg til denne.

Ras: Du stadser dig ud når du går på scenen, spiller på din gamle Korg MS20 synthesizer, hopper omkring og leverer meget mere show end den typiske laptopkoncert, og det virker – hvilke tanker gør du dig omkring elektronisk musik i koncertsammenhæng?

Felix: Jeg må virkelig takke laptop-musikerne, for de har bare været med til at pege på nødvendigheden af liveoptræden på en scene. Det er helt utroligt, at en koncert har kunnet svinde ind til en kunstner, der står og betragter sin komposition på en skærm, gemt væk fra publikum. Om nogle år vil folk indse absurditeten. Jeg kan godt lide at skrue på alle mine knapper, dels fordi jeg er nervøs, dels fordi jeg også bruger synthesizeren som volt-kontrolleret filterbank. Nogle gange styrer tangenterne på min Korg sågar high- og lowpass filtre, som jeg så sender anden lyd igennem. Jeg bruger den som i studiet.

Ras: Og, på den anden side, hvordan arbejder du omkring indspilningen af din musik – i studie, derhjemme, hovedsageligt med hardware-udstyr, hovedsageligt med software eller lidt af det hele?

Felix: Enten opfører jeg mig roligt og fattet, som en kirurg, der er i gang med en kompliceret operation – eller også løber jeg rundt om mig selv. Nogle gange falder jeg også bare i søvn på gulvet eller ved bordet og slår hovedet mod mixeren. Generelt foretrækker jeg at spille på samplere, synthesizere eller ting og sager, såsom mit tøjstativ, frem for at flytte farvede firkanter rundt på en skærm. Jeg går ikke voldsomt op i udstyr, medmindre jeg har brug for et eller andet helt specifikt til en bestemt opgave. Jeg tror man kan lave musik med få midler. Man skal bare have gode højttalere.

Ras: Her i Danmark er der en tendens til, at de fleste musikere, der arbejder med alternative genrer, såsom f. eks. elektronisk musik, ikke er i stand til at leve af det; de forestiller sig, at scenen er meget bedre i Tyskland – så lad os høre sandheden nu; kører tyske electronicamusikere rundt i Porscher?

Felix: Jeg kender ikke mange, der kan leve af deres musik. Jeg laver alt muligt forskelligt, f. eks. Jeg skriver radioforestillinger, giver koncerter til festivaler, laver musik til film og teater, har eget pladeselskab, underviser i workshops på kunstakademier, arbejder med forskellige projekter, etc. Generelt er det meget forkert at tro, at der findes snedige strategier; især de folk, der forsøger at lave noget, som andre skal kunne lide, ender med at tage fejl i det lange løb. Tag nu en fyr som Merzbow – jeg er sikker på, at han kan leve af det han laver; af ren støj, en vis åbenhed og evnen til at opbygge en myte omkring sig selv. Nogle folk må gå lidt på kompromis, andre knap så meget. Jeg kan heldigvis prale af, at jeg kan lide det jeg laver, og jeg siger ofte nej til projekter, der ikke har min interesse. Hvis du er musiker i Berlin (jeg bor i Hamburg), så er dine leveomkostninger små, og på den måde kan du leve af det, hvis du tjener penge udenfor Berlin. Og alligevel er de jeg kender, som lever af deres kunst eller musik, fanatisk besat af det, de laver, de er meget dygtige og arbejder hårdt. Og i Berlin er der flere musikere end hundelorte.

Ras: Til din koncert her til Phono Festivalen arbejdede du mere med vokal end det var tilfældet på dit seneste album, Matki Wandalki – kan vi forvente mere vokal på det kommende album?

Felix: Ja, det er sandt, at jeg synger mere. Det gjorde jeg også tilbage i 1982 – 1985. Jeg synger ikke så godt, men jeg kan lide at bruge ord. Jeg vil også gerne arbejde mere med akustiske lyde fremover, men de bliver ikke nødvendigvis specielt harmoniske.

Ras: Hvad er planerne for fremtiden – har du nogle projekter gemt i ærmet?

Felix: Den musik jeg lavede til Mariola Brillowskas hundemusical, House Of National Dog, bliver udgivet på A-Musik i slutningen af året. Der er også nogle kunstnere, der driver et pladeselskab i Mexico, som gerne vil udgive mig der; de kalder sig Nuevos Ricos. Der kommer et nyt album med Pia Burnette (en kvinde med en mørk og fantastisk stemme, en slags ’dark chanson’) og jeg selv, hvilken jeg selv udgiver, og så arbejder jeg på en opsamling med glemte historiske optagelser. Herudover har jeg en del halvfærdige numre til mit næste Kubin soloalbum. De fleste af dem har jeg spillet til koncerter de sidste to år – jeg er ret uprofessional hvad det angår, men hvad gør det?

Ras: Og lige til sidst, er Felix Kubin dit rigtige navn?

Felix: Hvis jeg havde været en pige, så skulle jeg have heddet Gyde. Det havde mine forældre den frækhed at fortælle mig. Måske var jeg Gyde og byttede derfor rundt efter fødslen.