Ras Bolding: Hvad er det der goth egentlig for noget?
Dato: 22/06/2006

I dag kan du købe dig til det på nettet, du kan se det på TV, det er snart sagt over det hele, det der goth, næsten ligesom sex. Men hvad er gothkulturen egentlig for en størrelse? Er det undergrund, firserretro eller seneste mode? Er der nogle retningslinjer eller fællestræk, noget større ideal, eller er det hele bare en flok narcissister med trend-depressioner, mørk make-up og smart sort tøj?

Som med alle subkulturer fortaber den egentlige oprindelse sig i fortidens dunkle tåger, men sikkert er det, at fortiden, i dette tilfælde, var engang sidst i 1970erne, et sted blandt punkruinens mørke skygger. Der er, i sagens rette natur, gjort flere forsøg på, med knivskarp præcision at datere, hvornår og hvordan gothkulturen kom til verden – hyppige bud lyder på Bauhaus-nummeret Bela Lugosi’s Dead eller på musikjournalisters omtale af tysk elektronmusik som Kraftwerks og Tangerine Dreams som gotisk-klingende, men fælles for disse bud, og alle de andre, er, at de til syvende og sidst blot er fragmenter af historien, ikke hele sandheden. At gothbegrebet som subkultur betragtet er tæt forbundet med punken er utvivlsomt – man støder til tider ligefrem på betegnelsen gothpunk, hvilket naturligvis peger på slægtskabet, hvad også flere visuelle udtryk de to subkulturer imellem vidner om; det kan ofte være svært, med det blotte øje, at se forskel. Men betragter man de helt store linjer, så er der visse forskelle, der er med til at konstituere goth som egen subkultur, ofte sideløbende, men ikke identisk med, andre subkulturer op gennem tiden. For selvom gothkulturen fandt sin oprindelse i senhalvfjerdserne og sin opblomstring i de tidlige firsere, så er det en kultur, der har formået at overleve modens luner og tidens mange trends, en kultur, der har magtet på én og samme tid at forny sig og alligevel forblive tro mod de oprindelige idéer. En af grundene hertil har formentlig at gøre med, at gothkulturen aldrig har bekendt sig til nogen samlende ideologi, et egentligt manifest. Hvor hippierne, simpelt fortalt, ønskede at ændre verden gennem kærlighed, og punkerne, lige så simpelt fortalt, ønskede det selv samme, blot gennem vrede, så har gothkulturen aldrig haft noget ønske om som sådan at lave om på verden, på hverken godt eller ondt. Hvor både hippie- og punkkulturerne overordnet set var udadvendte, reagerede på og i særdeleshed imod samfundet og dettes gældende normer, så skuede gothkulturen oprindeligt indad. Hverken hippierne eller punkerne formåede at revolutionere og omstyrte samfundet, at rydde op i pamperiet og råddenskaben, og måske netop som følge heraf, skuede gothkulturen indad, ind i den enkeltes skuffelser og mørke, men også drømme.

Da punkmusikken i midten af halvfjerdserne vendte sig mod hippiernes storstilede stadionrock, så var det med et ønske om at tale et mere direkte musikalsk sprog, som ikke lagde fingrene imellem. Punkrock var rå og simpel, sangene ofte korte og sjældent på mere end tre akkorder, og det var en del af den oprindelige idé, at musikerne ikke behøvede at være særligt gode. Musikken skulle være impulsiv og sangene tog ofte udgangspunkt i punkernes dagligdag, med arbejdsløshed, frustrationer og vrede. Der var en social bevidsthed til stede, som pegede i retning af et oprør, og de kradse lydbilleder antydede også noget sådant. Men bag de skurrende guitarer og den bastante rytmik lurede konservatismen, for harmonierne og rytmikken var et langt stykke hen ad vejen klassisk, traditionel rock’n’roll, et forhold der formentlig var med til at sælge punkmusikken til et hastigt voksende publikum i senhalvfjerdserne – for punken blev skam solgt, og lidt for hurtigt og lidt for effektivt efter mange af datidens punkeres mening. Grupper som Sex Pistols og The Clash opnåede på kort tid uventet stor økonomisk succes, og mange følte, retmæssigt eller ej, at punken solgte ud. Fashionable butikker med punktøj åbnede i større byer rundt om i verden, og pladeselskaber – sågar de rigtig store af slagsen – begyndte alle at udgive punkgrupper i håb om at tjene en god skilling. Og internt mellem punkerne opstod der skænderier om, hvad der var ægte punk, og hvad der bare var kommercielle kopier, hvilket resulterede i, at nogle punkbands, i et forsøg på, at forsvare det, de betragtede som den ægte punkånd, dyrkede en meget reaktionær punkrock, mens andre bevidst begyndte at eksperimentere mere med musikalske såvel som visuelle udtryk, og langsomt voksede nye scener frem.

Sideløbende med den overvejende britisk- og amerikansk-dominerede punkrock beskæftigede især det europæiske fastland sig med forskellige former for elektronisk musik, og tyske Kraftwerk og franske Jean Michel Jarre beviste, at eksperimenterne ikke kun var for de få. Kultnavnet David Bowie lod sig inspirere, og sammen med lydtroldmanden Brian Eno, lod han punkrock og elektronisk musik mødes, i skyggerne af koldkrigens Berlin, med smag for teatralsk angst og dekadence. Det visuelle udtryk var, som hos Kraftwerk, inspireret af tyske gyser- og science fiction-film fra ekspressionismen, såvel som Stanley Kubricks A Clockwork Orange, hvor mørk make-up gik hånd i hånd med manieret mimik. Kombinationen gav genlyd især i England, hvor en stribe musikere med baggrund i punkmiljøet tog affære. Visse, såsom The Cure, Bauhaus og Joy Division med større fokus på rock, mens andre såsom Gary Numan, Depeche Mode og Soft Cell bevægede sig i elektronisk retning. Fælles for alle disse navne var, de stilistiske forskelle til trods, en fascination og erkendelse af livets mørke aspekter, ikke sjældent direkte eller indirekte inspireret af de tidlige firseres økonomiske krise og frygt for altødelæggende atomkrig. Musikken var måske nok samfundskritisk – ikke sjældent med vægt på det sarkastiske – men den var også eskapisme, og både musikere og publikum havde en forståelse for dette forhold. Man spillede, sang og dansede, selvom verden måske stod med det ene ben i graven, for hvad kunne man ellers gøre?

Gothkulturen opstod altså på baggrund af, og i en vis forstand som reaktion på, skuffelse og resignation, dels over tidligere subkulturers forfald, dels over firsernes koldkrig, og angsten for samt fascinationen af krigen, dens væsen og gru trådte i karakter gennem især industrial- og ebm-musikken, hvor grupper som Einstürzende Neubauten, Front 242 og Laibach satte en tung og dyster dagsorden. Man flirtede med militante udtryk, dels som chokeffekt, dels som spydig ironi, men også med androgynitet – begge køn benyttede sig af mørk og ofte kunstfærdig make-up. Også seksualiteten blev sat i spil, ofte med en vis portion teatralsk drama, med fornemmelse for lak, læder og S/M, og som hos punkerne, måske endda i endnu højere grad, var der stor åbenhed omkring både homo- og biseksualitet. Også dekadencen blev iscenesat og romantiseret, med afsæt i både den gotiske gysergenre såvel som postmodernismens forfald, og måske som følge heraf fik gothkulturen langsomt men sikkert et ry som overvejende hedonistisk orienteret. Der er sjældent røg uden ild, og når man lidt spøgefuldt siger, at den bedst designede gothklub af alle, må være den med de fleste hjørner og spejle på alle vægge, så er der en grad af sandhed i det, også i dag, hvor pyntesygen blandt de unge goths ikke står tilbage for de tidlige firsere. Men er der så tale om ren og sker tom hedonisme, en narcissistisk kultur, helt og aldeles blottet for dybde af nogen art?

At fuldstændig afskrive gothkulturen som hedonistisk narcissisme er misforstået og i bedste fald temmelig reduktionistisk, for i dag er kulturen blevet samlingspunkt for en række mere eller mindre løst relaterede subkulturer, fra cyberpunk til metal, punkere til rollespillere, og selvom udgangspunktet for scenen stadig er den samme, så er rammerne i dag udvidet. Det ses blandt andet på musikken, hvor et væld af genrer knytter an til gothkulturen, ikke bare de oprindelige varianter af gotisk rock og electropop, men også alskens former for industrial, ebm, electronica, neofolk, punk og metal. Gothkulturen favner bredt, netop fordi den i sit udgangspunkt er tolerant, og alligevel – dette til trods – har den samtidig formået, at bevare en kerne af charmerende mørke, hvilket har holdt den i live gennem alle årene. For selvom moder kommer og går i et mediekaos-samfund, hvor intet tilsyneladende står stille, så bliver det stadig mørkt, når man lukker øjnene for at drømme.