Ras Bolding: Kirlian Camera interview, 2005
Dato: 01/04/2006


Jeg klemmer mig ind i et lille backstagelokale efter Kirlian Cameras København-koncert, 2005, og får en snak med gruppens idémand og skaber, italienske Angelo Bergamini. Undervejs får vi vendt en masse vidt forskellige emner, fra musik, teknik og image til politik og religion. Og reality shows.

Ras Bolding: Det virker som om I, over de seneste år, har opnået betragtelig succes på goth- og darkwave-scenen, men rent faktisk er I jo et band, der daterer tilbage til firserne, dengang første bølge af goth og industrial dukkede op – hvad er forskellen på dengang og nu, både hvad angår kulturen og hvad angår musikken?

Angelo Bergamini: Det er måske ikke så pænt at sige det, men jeg kan huske, at der i firserne var en mere pulserende scene, selvom udstyret ofte var sparsomt og billigt – folk var i stand til at få meget ud af de instrumenter. Nu til dags, med PC og Mac, laver alle elektronisk musik, men vor tids elektronisk musik er tom. Der er naturligvis visse undtagelser, bl.a. her i Europa – i USA er situationen anderledes alarmerende. En gruppe som Covenant er ikke så ringe; de forsøger også at arbejde med elegante lyde i nogle af deres numre. Men alt for mange sidder med deres computere, softsynths og plugins, men glemmer sjælen og idéen; de er ikke musikere, bare fjolser.

Ras Bolding: Så lad os tale lidt om fortiden – jeg har en kammerat, som er til elektronmusik som Klaus Schulze, Tangerine Dream og den slags, og vi kom til at tale om det italienske projekt Hipnosis, som du, hvis jeg ikke tager fejl, var involveret i. Hipnosis lavede covers af kunstnere som Jean Michel Jarre og Vangelis – og når jeg lytter til Invisible Front, så synes jeg faktisk godt, at jeg kan fornemme noget af den der analoglyd, som man forbinder med halvfjerdsernes pionerer – er du enig?

Angelo Bergamini: Ja, det kan være – Elena Fossi, anden halvdel af Kirlian Camera, er firserfan. Mht. Hipnosis, så var det et lidt fjollet projekt, og undskyld for det. Skylden er min, men jeg havde brug for penge. Jeg tjente bare aldrig noget på det; jeg var meget naiv. Hvad angår Kirlian Camera, så er vi nok forbundet til visse former for firserelectro, også futuristisk electro. Kraftwerk er en stor inspiration og de bliver ved med at være fantastiske. Den slags grupper er værdifulde og man ser ikke mange af dem i dag.

Ras Bolding: Lad os snakke om jeres seneste album, Invisible Front. Det er som om der er et science fiction tema i musikken; et af numrene hedder K-Pax – er det opkaldt efter science fiction filmen om en patient på et psykiatrisk hospital, som hævder at han er fra en fremmed planet?

Angelo Bergamini: Ja, det er det. Både Elena og jeg har set filmen, og fandt den bevægende. Den er ikke noget mesterværk, men den har noget unikt og den relaterer til os. Jeg skal ikke lege guru eller galning, jeg er bare galning. Men der er noget skjult ved siden af vores liv, og er man ikke i stand til at stille skarpt på det, så er man skyldig.

Ras Bolding: Taler du om sådan noget, som normalt ville blive kaldt for overnaturlige fænomener?

Angelo Bergamini: Jeg taler snarere om en enkelt pointe. Jeg ser en masse mærkeligt udseende mennesker her i aften, men mange af dem er slet ikke så mærkelige eller anderledes endda. Unge mennesker skulle være mere vrede og motiverede, de skulle fokusere på det væsentlige. Og det væsentlige er ikke at opføre sig som svin, for svin fodres for at blive til salami.

Ras Bolding: Det du prøver på at sige er noget i retning af, at der er mere i livet end reality shows og skoudsalg?

Angelo Bergamini: Jeg kan faktisk godt lide reality shows, haha.

Ras Bolding: Skam dig, Angelo!

Angelo Bergamini: Jeg ved ikke helt hvorfor jeg kan lide de der reality shows, men Elena og jeg er ikke så vant til at møde mennesker; vi bruger det meste af vores tid på musikken, et mærkeligt liv, egentlig. Ikke noget smukt liv. Nogle gange har vi behov for at se andre mennesker, men vi behøver ikke møde dem personligt, for jeg kender dem, jeg er helt sikker i min sag; jeg kender dem, jeg ved hvornår de er født og hvornår de vil dø.

Ras Bolding: Sagen er vel også den, at man egentlig helst er fri for at lære de der folk fra reality shows nærmere at kende?

Angelo Bergamini: Ja, men de er så nuttede. Jeg ser deres skænderier, deres skuffelser, deres liv i akvariet, men jeg føler mig ikke overlegen, for jeg ved, at de får deres penge og det er jeg glad for. Jeg er ikke snobbet. Når der ikke er gode TV-programmer eller film, så er reality shows vejen frem.

Ras Bolding: Jeg kan ikke påstå, at jeg er enig, men du er ærlig, og det er prisværdigt. Men lad os tale om musikken igen, i stedet for reality shows – noget af det jeg godt kan lide og altid har kunnet lide ved jeres musik er, at den er varieret, hvilket man også oplevede til jeres koncert; det ene øjeblik hård industrial, det næste drømmende new age. I må lytte til en masse forskellig musik?

Angelo Bergamini: Ja, du har ret og jeg tror det er meget væsentligt for os. I dag ser man ofte, at folk laver album, der består af blot en eneste stemning eller følelse, hvorimod dengang jeg var ung, der fandtes der grupper, der arbejdede med mange forskellige følelser. Tag en gruppe som Genesis. Jeg er ikke specielt begejstret for dem, men de var et eksempel. Du finder noget af det samme inden for klassisk musik og nyere eksperimenterende musik. Alt for ofte lyder album glade fra ende til anden, triste eller paranoide, for musikerne bag er kedelige og higer bare efter hurtig succes. De er ikke stjerner.

Ras Bolding: Andy Warhols berømte femten minutters berømmelse er reduceret til femten sekunder i dag.

Angelo Bergamini: Jeg er enig. I de senere år har jeg følt langt større sympati for Andy Warhol end tidligere. Jeg var aldrig vild med ham, men har måttet indse, at han pegede på nogle væsentlige ting.

Ras Bolding: Lad os vende tilbage til musikken – I er en italiensk gruppe, og når jeg tænker på Italien og elektronisk musik, så tænker jeg Giorgio Moroder, naturligvis, Italo Disco og så måske Argento-soundtrackgruppen Goblin. Har det været svært for jer at slå igennem i Italien? Jeg ved I har haft en del at gøre med Tyskland også, og der har man jo en langt større tradition for elektronisk musik; vi har snakket Kraftwerk, Tangerine Dream og Klaus Schulze, men der er mange, mange flere.

Angelo Bergamini: Ja, og Moroder blev faktisk født tæt på den tyske grænse. Det er svært, at leve af denne type musik i Italien. Vi kan godt lide landet, vi kan godt lide at spille der, men man har ikke altid den store forståelse for os. Man forstår ikke, at ikke alene er vi stadig i gang, vi oplever også en slags genfødsel i disse år – varer vi evigt? Italienere ser os lidt som kættere, hvad enten de er anarkister, liberale, homoseksuelle, fascister, kommunister.

Ras Bolding: Lad os snakke om jeres image, for det har jo altid været kontroversielt – I går på scenen iført uniformer og terroristhuer, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det har Laibach jo gjort før, alt sammen. Er der tale om en slags Skinny Puppy shockrock strategi, en gimmick, eller?

Angelo Bergamini: Det er en slags showting. Vi bærer huer med kristne kors, et religiøst og ikke politisk symbol, men vi er nu ikke så religiøse. Vi har stor respekt for kristendommen, men ikke katolicismen, ej heller Lutheranere. Vi bærer uniformer fordi vi er militante.

Ras Bolding: I politisk forstand?

Angelo Bergamini: Mest i den forstand, at jeg er gal. Men vi er her for at lave om på en masse. Hvis folk ikke kan lide os, så er det ok, de føler måske vi er en trussel, men vi er ikke til for deres skyld. Men vi er ikke tilknyttet nogle politiske bevægelser eller strømninger, vi er bare hamrende trætte af denne verden. Vi er ikke traditionalister, for verden styrer mod afgrunden, lederne har ikke været dygtige og folket er også skyldige.

Ras Bolding: Det er jo ingen hemmelighed, at visse har troet, at I var nazister, fascister, kommunister og alt det der, og det har I nægtet mange gange. Har folk efterhånden forstået det, eller bliver I stadig misforstået, når I giver koncerter?

Angelo Bergamini: Du mener, at folk kan tro vi er nazister? Det er vi ikke.

Ras Bolding: Det ved jeg godt. Spørgsmålet gik på om I stadig er ude for, at folk tror I er fascister pga. jeres uniformer og den slags.

Angelo Bergamini: Jeg er ikke interesseret i de folk, de vil dø.

Ras Bolding: Nåja, det skal vi alle.

Angelo Bergamini: Vi forventer bare, at folk har lidt manerer, som du har, nu vi snakker sammen. Vi er ikke politikere, vi er ikke fascister eller interesserede i fascisme. Jeg er aktivist, og det kan jeg bevise, jeg er medlem af Amnesty International.

Ras Bolding: Nu har vi været forbi store emner som politik og religion, så lad os nørde lidt, og snakke om udstyr, synthesizere og alt det der. Jeg talte tidligere om den analoge lyd på Invisible Front – har I brugt gamle analogsynthesizere under indspilningen, nye virtuelle, lidt af hvert?

Angelo Bergamini: Ja, for det meste bruger vi udelukkende ældre eller halvgamle analoge instrumenter. Vi brugte ikke computer, bare sequencere i ikke-venlige bokse. For Elena var det lidt af en forvirrende oplevelse, at indspille Invisible Front, for hun er vant til at arbejde med computere. Men hun ville gerne have erfaring med ældre synthesizere, og jeg må sige, at jeg synes hun klarede det smukt.

Ras Bolding: Det lader til at publikum er enige med dig – albummet har jo solgt pænt. Nu kommer vi forbi religion igen, for der er jo næsten dette religiøse skænderier mellem musikere omkring analoge eller digitale synthesizere nu om stunder. Personligt synes jeg det hele er lidt latterligt, for det må være slutresultatet, der tæller. Sværger I til analoge synthesizere udelukkende, eller hvordan? Jeg kunne se, at I have virtuelle analogsynths med på scenen, og ikke gamle ARPs, Moogs, etc.

Angelo Bergamini: Hmmmmmm?

Ras Bolding: Haha, jeg mener, på scenen brugte I nye virtuelle analogsynths såsom Access Indigo og den slags i stedet for de virkelig gamle ARP- og Moog-kasser – så I kan også godt lide de nye virtuelle analogsynths?

Angelo Bergamini: Vi har mange af de gamle ting, såsom EMS Synthi, Moog – ikke en MiniMoog, det er en Voyager, hvilket mere eller mindre er det samme, Juno 60, etc. Men de er for værdifulde – jeg er træt af at komme hjem til Italien efter en turné for at fyre penge af på reparation. Derfor tager jeg Access og den slags med på scenen i dag, mange tyske instrumenter især.

Ras Bolding: Du nævner selv instrumenter som Moog Voyager, EMS Synthi, den slags –har du en klar favorit?

Angelo Bergamini: Mit favoritinstrument, mener du? Den er svær. Det ville nok være en kombination af forskellige maskiner. I lang tid var vi glade for Roland MC505 – den er svær at betjene, men vi fik noget ud af den. Vi kan også godt lide E-Mu produkter; Orbit, Virtuoso og sådan. Waldorf er også et godt firma. Måske venter jeg i virkeligheden på en stor synthesizer med indbygget computer og et godt keyboard, en masse drejeknapper, god lydsyntese, sampler – alt sammen samlet i et. Men det er ikke Triton, jeg taler om. Mere i stil med en PC eller Mac. Jeg håber noget sådant dukker op, for jeg er ikke god til at arbejde med computere.

Ras Bolding: Så du venter på den ultimative workstation. Her til sidst – nu har vi snakket om fortiden, men hvordan med fremtiden- hvad er din holdning til den elektroniske musiks fremtid og hvor placeres Kirlian Camera i denne?

Angelo Bergamini: Ras, jeg vil helst ikke svare på det spørgsmål, for jeg ville bare virke arrogant og nedladende.

Ras Bolding: Det er ok, du må godt være arrogant og nedladende.

Angelo Bergamini: Ikke overfor dig, det er ikke det jeg mener. Mht. den elektroniske musiks fremtid, så ser den skræmmende ud, efter min mening. Det gør Kirlian Cameras fremtid også. Nej, jeg laver sjov. Vi vil fortsætte vores konstante og nådesløse forskning, det lover jeg, for vi leder efter nye territorier i arbejdet med elektronik og vokal. Akustisk musik er ikke vores primære mål.

Ras Bolding: Op gennem halvfemserne udviklede den elektroniske musik sig en del, med forskellige former for techno, drum’n’bass, electronica, etc., men den blev også kommercialiseret og vi fik radiovenlige dancepop-klichéer. Herefter blev techno og electronica til minimal, man blev bange for melodier. Er det den slags du tænker på, når du siger, at den elektroniske musiks fremtid ser skræmmende ud?

Angelo Bergamini: Det er en absolut nødvendighed, at kunne komponere en rigtig melodi. Jeg kan åbne døren ud til dansesalen nu, og så er der noisemusik – er det en sang? Jeg ved ikke hvem, der har lavet den, men jeg har hørt masser af den slags i aften, og det er alt sammen ens. Hvorfor ikke i stedet forsøge at komponere en melodi, der har skønhed, der kan kommunikere noget på et andet plan. Mange nyere elektroniske grupper laver ikke andet end at fornærme deres publikum.